Det er under et år siden, Mille debuterede med albummet ‘(Over)lever’, og sidenhen har hun allerede udviklet sig gevaldigt.
Senest med ep’en ‘Værd at elske’, der foruden den storstreamede ‘Gør noget’ byder på hele to sange, der har fået Top Track-mærkatet her på Soundvenue, nemlig den hyperpoppede ‘Du må ik gå’ og Wicky-samarbejdet ‘Cirkler’.
Om under to uger kan man få fornøjelsen at se Mille optræde med hele ep’en i fuld længde, når hun indtager Store Vega. Arrangementet er et ‘One Night Only’-event, så det er muligvis den eneste gang, man nogensinde får muligheden for at opleve en liveudgave af det samlede værk.
En pressemeddelelse lover »en helt uforglemmelig og unik aften i Vega, der helt sikkert også byder på en surprise eller to undervejs«. Det kunne jo godt lyde som om, at Wicky kigger forbi, og at der også kunne være en sjat sange, der ikke er fra ep’en.
Billetsalget går i gang mandag kl. 10.00.
Mille – Værd at elske live (One Night Only)
Store Vega
9. september 2026
Billetpris: 125 kr.
