Der er meget – som i rigtigt meget – at snakke om i denne uges podcast, hvor filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich dykker ned i den kontroversielle HBO-dokumentar ’Allen v. Farrow’.
Over fire timer undersøger de erfarne dokumentarister Amy Ziering og Kirby Dick krænkelsesanklagen mod Woody Allen, der første gang så dagens lys i 1992.
Dengang anklagede filminstruktørens tidligere kæreste og samarbejdspartner, Mia Farrow, Woody Allen for at have misbrugt deres 7-årige adoptivdatter, Dylan.
To officielle undersøgelser i to forskellige stater smed anklagerne ud, og Allen blev aldrig retsforfulgt. Men der er meget mere til historien, end offentligheden hidtil har vidst, fortæller Mia Farrow og Dylan Farrow i ’Allen v. Farrow’.
Jacob og Lise kan ikke blive helt enige om dokumentarens kvaliteter, men debatværdig, dét er den i allerhøjeste grad. Så på hvilken fløj ender værterne selv med at stå…?
Inden der går »he said/she said« i snakken, vender Streamer-duoen først den danske Xee-serie ’2 Døgn’, der vækker minder om både ’Shorta’ og Safdie-brødrenes ’Good Time’.