Nu er Samsungs virtual reality-briller her

Nu er Samsungs virtual reality-briller her

Hvis man skal lytte til jungletrommerne i tech-verdenen i øjeblikket, så varer det ikke længe, før vi allesammen ejer et par temmeligt klodsede briller, der kan føre os ind i en virtuel virkelighed. Det er i hvert fald målet for den mest omtalte producent Oculus VR, som for nyligt offentliggjorde, at deres første, færdige virtual reality-brille med navnet Oculus Rift kan være klar i starten af 2016.

Men den sydkoreanske elektronikproducent Samsung kan allerede nu sende en næsten flyvefærdig model på gaden. Det drejer sig om Samsung Gear VR Innovator Edition, som de har udviklet i samarbejde med førnævnte Oculus VR.

Hvad skal man så bruge dem til, spørger du? Et af de største markeder for virtual reality-teknologi er selvsagt gaming, men flere tilbyder også 360 graders panoramavideoer. På sigt kan virtual reality-headset også bruges til eksempelvis unikke sportsoplevelser eller konsultationer hos lægen.

For at kunne bruge Samsung Gear VR Innovator Edition kræver det, at du har en Samsung Galaxy S6 eller end S6 edge. Smartphonen fungerer både som hjerne og skærm i brillerne, der kan bestilles fra på fredag fra danske hjemmesider. En del af de mere komplicerede gaming apps kræver sandsynligvis en ekstern controller.

Udviklingen på virtual reality-fronten har virkelig taget fart de seneste år, efter at have været henvist til halvdårlige sci fi-film og arkadespil i storcentre. Facebook var med til at gøre teknologien til en varm kartoffel, da de købte Oculus Rift, for hvad der svarer til godt 11 milliarder dollar.

Følg med på Soundvenue.com/tech, hvor vi sætter fokus på digital kultur og ny elektronik.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af