Traditionen tro, er der en s-udgave af Apples seneste iPhone i støbeskeen. Der er efterhånden lækket en del oplysninger om den kommende smartphone og nu er der kommet en lille håndfuld nye oplysninger, særligt om de designmæssige specifikationer på telefonen.
Der er tale om læk, der ikke er verificeret af Apple, så intet er ikke mejslet i granit, men kilden har tidligere vist sig meget pålidelig. Det er endnu engang tech-analytikeren Ming-Chi Kuo, der har været utæt som en vandhane, der savner en blikkenslager.
Force Touch
Apple Force Touch-funktion kom først til trackpad’en på MacBook Pro, dernæst på Apple Watch og som vi tidligere har skrevet, så tyder alt på, at det også kommer til iPhone 6s.
Hvad kan du bruge det til? I bund og grund er Force Touch et udtryk for en funktion, der kan mærke, hvor hårdt, du trykker. Det kan give skærmen helt nye funktioner og blandt andet bruges til underskrifter og den slags.
Lidt større
Da Force Touch er en pladskrævende funktion, vil iPhone 6s blive en anelse tykkere og højere. Helt præcis 0,2 millimeter tykkere og 0,15 millimeter højere, hvis man skal tro Ming-Chi Kuo.
Det er absolut ikke en forskel, der kan ses med det blotte øje og bliver sandsynligvis heller ikke det mindste mærkbart for brugeren.
Stærkere aluminium
Da Apple lancerede iPhone 6, havde den fået gevaldigt vokseværk siden 5’eren. Samtidig var den også blevet tyndere, hvilket gjorde den let at bøje. Det resulterede i en mindre revolte af utilfredse købere, tech-journalister, Apple-bashere og Samsung, der luftede deres utilfredshed med den dødelige kombi under hashtagget #bendgate.
Det gør 6s’eren op med i form af en tykkere aluminiums-legering. For dem der er metalfans, tyder alt på, at det bliver aluminium i den såkaldte 7000-serie, der skal danne rammen. Det lyder som en Terminator-model og det indikerer naturligvis holdbarhed.
Højere vægt
Kombinationen af stærkere aluminium og Force Touch gør højst sandsynligt, at den kommende iPhone bliver lidt tungere end lillebroren. Hvor meget, kan vi kun gisne om, men det bliver givetvis også en usynlig forskel.
I det hele taget lader det til, at s’eren traditionen tro kommer til at ligne sin forgænger på ydersiden.
Farver afspejler uret
På et enkelt punkt kommer iPhone 6s til at skille sig ud: farverne. Vi har tidligere omtalt, at den sandsynligvis kommer i en rosenguld-udgave, som Apple Watch også findes i. Men de øvrige farver bliver også justeret, så de matcher uret.
Guldversionen bliver sandsynligvis mere gullig og den grå version trækker inspiration fra husmor-pornoen og vælger en sortere shade of grey.
Så er det store spørgsmål så, hvornår vi kan få fingrene i iPhone 6-opgraderingen. Det melder historien ikke noget om, men for 5’eren kom s-versionen omkring et år efter launch, så vi kan sandsynligvis se frem til 6s i efteråret. Der løber ligeledes rygter om endnu en farverig c-udgave, ligesom iPhone 6s Plus formodentlig bliver en realitet.
Læs også: iPhone 6s: Første holdbare læk tyder på nyt kamera og nye farver