I den forvirrende og usikre epoke mellem Nokia 3510i og den første iPhone, var klaptelefoner en af de største okser på tundraen. Det var på mange måder en simplere tid, en bedre tid. Siden er klaptelefoner blevet tiltagende udrydningstruede, men det skal blive løgn, hvis det står til smartphoneproducenten LG.
I går lancerede de nemlig Gentle, en smartphone der kører den seneste udgave af Android, fås i tre farver, har en skærm på 3,2 tommer – og som kan foldes på midten. Telefonens specifikationer er ikke imponerende – langt fra – så du skal ikke købe den for at få en god smartphone.
Gentle er til gengæld oplagt til dig, der er befængt med en tung tech-nostalgi, men en klaptelefon har faktisk også fordele for folk, der lever i nutiden. På trods af et lidt sølle batteri er batterilevetiden mærkbart højere, fordi skærmen ikke er kæmpestor og du skal ikke trække tunge spil og 4K-videoer. Skærmen bliver ikke så let smadret, som den gør på en smartphone, hvis du for eksempel støder lommen ind i en bordkant. Og endelig fylder den ikke lige så meget som et mindre spækbræt, så den er let at have på sig.
Der er dog en stor udfordring med den nye LG-klaptelefon. Den er efter planen kun til salg i Korea, så medmindre salget i Korea er særdeles overvældende, får vi næppe Gentle at se i vore breddegraders butikker.
Læs også: Marshall overrasker med smuk rock’n’roll-smartphone