Amerikansk analyseinstitut: Apple Music er et stort flop, men Apple benægter

For nylig offentliggjorte Apple tal for, hvor mange, der havde tilmeldt sig streamingtjenesten. Selvom imponerende 11 millioner brugere havde tilmeldt sig på bare fem uger, så bliver det store spørgsmål, hvor mange, der hænger ved, når de tre måneders gratis prøveperiode udløber til oktober.

Som et midlertidigt svar på det, har det amerikanske analyseinstitut MusicWatch offentliggjort tal, der kan vidne om alvorlige orm i æblet. 77 procent af 5.000 tilfældigt adspurgte amerikanere kendte til Apple Music, mens kun 11 procent havde prøvet tjenesten. Ud af de 11 procent havde 48 procent fravalgt den igen og hele 61 procent havde aktivt været inde og frabede sig automatisk fornyelse af abonnementet, inden de første tre måneder udløber.

Selvom tallene kan være en indikation af, at det ikke kører som smurt i olie for Apple Music, rummer analysen så mange metodiske og statistiske usikkerheder, at den ret nemt kan afskrives som rene gisninger. Apple har da også ganske uvant været hurtige på aftrækkeren og benægtet tallene overfor The Verge.

Deres tal viser tværtimod, at 79 procent af brugerne stadig hænger på og bruger Apple Music aktivt. MusicWatchs tal viser da også, at 64 procent af de 11 procent, der havde prøvet tjenesten, ville overveje at betale for det senere med enten meget eller ekstremt høj sandsynlighed.

Indtil videre er det kun spekulationer. Lad nu tjenesten komme ordentligt fra land, før vi drager konklusioner.

Læs også: The Weeknd dominerer på Apples nye radiostation – hiphop den førende genre

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af