Der bliver rørt gevaldigt i gryden hos Facebook for tiden. For nylig genoplivede de Noter, så det kan erobre blogosfæren og i går introducerede de en intelligent, stemmestyret personlig assistent i form af M til Messenger.
Men Mark Z’s fodsoldater hviler ikke på laurbærrene. I dag ruller de en ny feature ud på computer-versionen af Facebook, som tidligere har været forbeholdt mobilversionen. Deres billedværktøj på desktop er nu også et redigeringsværktøj, hvor du kan indstille en håndfuld forskellige filtre, beskære billeder og tilføje tekst.
Vigtigst af alt: Du kan også slaske klistermærker på dine billeder. Du kan vælge mellem de klistermærker, du har hentet til Messenger og som du bruger til at forklare, at du er på en båd eller skal i bad.
Du finder redigeringsmulighederne ved at uploade et billede, holde musen over det og så ser du et lille pensel-ikon, der sætter dig i gang.
Oprindeligt var værktøjet udtænkt som en mulighed for at matche Snapchat, men Facebook-brugere på computeren får nu også mulighed for at lege med.
Læs også: Facebooks billedværktøj kopierer Snapchat med klistermærker og filtre