‘FIFA 16’ er en solid, men upræcis aflevering
‘FIFA 16’ er udkommet! Kongen er tilbage! Fodboldsæsonen er for alvor i gang! Men kan den regerende mester atter en gang sætte sig mageligt på tronen, den har holdt varm i så mange år? Det korte svar: nej.
Nu er det ikke fordi, at ‘FIFA 16’ er et dårligt spil. Det er faktisk ganske fint, omend det lider under det typiske ‘FIFA’-syndrom, hvor ændringerne er små, men ekstremt hypede. If it ain’t broke, don’t fix, som man siger, og det er lidt der, ‘FIFA 16’ fortsætter. Frem for at genopfinde sig selv bliver der puslet (for meget) med de små detaljer i spillet, og det sætter sine spor, for nogen mere end andre.
Fans af ‘FIFA’ – dem, der spiller det troligt hver eneste uge eller sågar dag – er også dem, som vil bemærke ændringerne mest. Det siger sig selv. Jo mere man spiller ‘FIFA’, jo nemmere er det at lægge mærke til, hvis for eksempel pasningsspillet bliver justeret en smule. Og netop pasningsspillet, især fysikken omkring det, er der, hvor ‘FIFA 16’ fuldstændig kollapser. Det lyder voldsomt, men vi kan lige så godt springe direkte til den største kritik.
Sammenlignet med ‘PES 2016’ er der nemlig et eller andet, der er gået grueligt galt for ‘FIFA 16’. ‘FIFA 15’ blev kritiseret for at fokusere for meget på fart frem for rent faktisk at splitte et forsvar på bedste Xavi-vis og der er i år blevet lyttet til kritikken. Nu ligger fokus på at bygge spillet op fra midtbanen med velplacerede afleveringer, det store overblik og mindre afhængighed af netop fart. Bare rolig, Ronaldo og Bale kan stadig brage af sted på kanterne, men chancen for succes er drastisk reduceret.
Førsteberøringerne er for tunge
Umiddelbart lyder det jo som en fordel, men desværre er teknikken bag ‘FIFA 16’ på ingen måde gearet til de nye ændringer. Hver eneste gang, man modtager en bold – om det så er i et løb, når man tæmmer bolden eller bare står helt stille – skal der altid lige en tung førsteberøring til, før man kan foretage sit næste træk. Det er måske forståeligt, sågar realistisk i nogle af tilfældene, men når det er hver evigt eneste gang, så dræber det simpelthen spillet og den autentiske følelse af spontan kreativitet.
Dette kombineres med spillets knap så overbevisende fysikmotor, der på ingen måde afspejler virkelighedens forskelle blandt spillerne, men derimod blot er begyndt at vise sin aldrende inkompetence. De små, spinkle drible-guder burde have en klar fordel over for de store, tunge drenge, der er sløve i optrækket, men det føles som, at spillerne i ‘FIFA 16’ er næsten identiske. Den fysiske forskel er tydelig at se, men den er derimod slet ikke til at føle.
Resultat er, at der absolut intet flow er i spillet på banen, og følelsen af at kæmpe sig til en sejr giver sig aldrig helt til kende. Der er stadig de små øjeblikke, som kan redde enhver kamp, hvor en helflugter på kanten af feltet strejfer en modspiller og sejler over målmanden i det modsatte hjørne, men at bero på disse øjeblikke er håbløst. I stedet løber man bare rundt, afleverer bolden og håber på, at det hele på en eller anden måde resulterer i en sejr. Det er lidt ligesom Brendan Rogers’ tilgang til fodbold, og så ved man altså godt, at det bliver en lang sæson.
FIFA er en defensiv satsning
Kritikken kan meget vel lyde ekstrem voldsom, men som sagt er det ikke fordi, at ‘FIFA 16’ er et decideret dårligt spil. Der er bare ikke den samme fremgang at spore som i ‘PES 2016’. Der spilles på det trygge i ‘FIFA’-serien, og det giver da også pote, bare ikke på selve banen.
Der er for eksempel intet ondt at udsætte på Ultimate Team, der muligvis er den mest geniale tilføjelse til ‘FIFA’ i nyere tid. Og med årets nye Ultimate Team Draft bliver det kun bedre, når man drafter spillere og prøver at gøre sit bedste for at sammensætte et hold med lige dele af held, god kemi og forhåbentlig endnu bedre evner.
Derudover er der naturligvis også den klassiske Karriere-del, der dog – sammenlignet med Master League i ‘PES 2016’ – ironisk nok virker en anelse tam. Der er lidt for meget ligegyldig lir, ulig den simplificerede Master League, og det er måske faktisk det, der efterhånden kendetegner ‘FIFA’ bedst. Man får nemlig alt det, man tror, man vil have, men som egentlig ikke er det vigtigste. Licenserne er på plads, menuerne er flashy, musikken pumper tungt, og det hele er bare lidt mere moderne end ‘PES’. Men gør det selve fodbolden bedre? Næh, egentlig ikke.
For fans af serien vil ‘FIFA 16’ sikkert være tilfredsstillende, for det gør det, spillet skal. Men lever man for den ægte fodboldoplevelse, bør man altså gøre kigge sig selv dybt i øjnene og spørge, hvad der er vigtigst? At indpakningen ser godt ud, eller at spillet på banen føles rigtigt? Hælder man til det sidste, er det ikke ‘FIFA 16’, der skal være ens foretrukne fodboldspil i år.
Godt
+ Den kunstige AI for dommere/skader er markedets mest realistiske
+ Bedømmelser af spillere og deres evner er mere præcise end i ‘PES 2016’
+ Ultimate Team er stadig et forfriskende tiltag
Skidt
– Førstegangsberøringer dræber spillets tempo
– Der er stadig ikke den store forskel på følelsen af spillernes fysik og spillestil
– Den euforiserende følelse, som fremragende fodbold kan give, er bare ikke til stede