‘PES 2016’: Endelig et fodboldspil, der rammer den lige i røven

Det kan godt være, at den virkelige fodbold-verdens silly season er overstået, men i den digitale verden blusser den først op nu. Det er nemlig tid til årets kamp på den virtuelle grønsvær, da ‘FIFA 16’ og ‘PES 2016’ gør klar til de to seriers årlige opgør – og der er god grund til ikke at sætte pengene på det ellers sikre kort – ‘FIFA 16’ – for ‘PES 2016’ er tilbage på toppen. Ja, med John “Faxe” Jensens famøse ord efter scoringen i EM-finalen 1992, så rammer PES 2016 den lige i røven.

Det har ellers været en lang, sej kamp, for siden ‘PES’ blev skubbet af tronen for efterhånden adskillige år siden, har det hvert eneste år stået i skyggen af ‘FIFA’. Manglende licenser, klodset design og uden helt samme kvalitet på banen, som vi ellers var vant til dengang, hvor ‘PES’ hed ‘ISS Pro Evolution’.

Men alt dette ændrer sig i år. Jovist, ‘PES 2016’ er stadig ikke det kønneste spil at se på uden for banen, da det lider under menuer, som – sammenlignet med ‘FIFA’ – stadig bærer præg af 90’ernes knap så visuelt lækre design. Men det er jo ikke menuer, der udgør et fodboldspil – det er derimod fodbolden. Og hold nu fast, hvor det spiller (no pun intended).

Autentisk fodboldspil

For første gang i meget lang tid føles det faktisk autentisk, når man løber rundt med læderbolden, modtager afleveringer, kaster sig ud i finter og sågar kolliderer med mod- og medspillere. Tidligere har både ‘PES’ og ‘FIFA’ lidt under en form for lag, hvor – når man f.eks. modtog bolden – lige skulle vente et millisekund, før man faktisk kunne reagere, som man ville. Det lyder ikke af meget, men når man allerede har udset sig den næste aflevering, inden man modtager bolden, så er det millisekund forskellen mellem et succesfuldt dybdeløb eller den frygtede offside-fælde.

Det er små detaljer som denne, der tilsammen udgør en helt exceptionel helhed på banen. Spillet flyder langt mere autentisk, for ‘PES 2016’ har gjort en dyd af at være tro mod ånden af fodbold. Det gælder ikke længere om bare at sammensætte et hold af individuelle stjerner (hej, Real Madrid!), for harmonien mellem spillere og ikke mindst ens spillestil bløder igennem alt, hvad man foretager sig – især på banen.

 

Det kommer blandt andet til udtryk i spillets Master League – som i øvrigt er blevet drastisk gennemarbejdet – hvor man som manager tager kontrol over sit hold. En af de nye tilføjelser er spillerroller som f.eks. Leader, Maestro eller General, der kan give forskellige bonusser. Har man en spiller, der udmærker sig og dermed får rollen som General, kan det give et boost til holdets andre spillere omkring ham, ligesom en officiel stjernespiller på holdet kan give en ekstra indtægt i solgt merchandise.

Spillestilen er afgørende

Samtidig er der også langt større fokus på, hvilken spillestil man benytter sig af, og hvordan spillerne passer ind i den. Beror man på kontraangreb, nytter det ikke noget at fylde holdet med spillere, der foretrækker at bygge spillet langsomt op med korte afleveringer og dræbende langsomt tempo – og vice versa.

Alt dette underbygges desuden af månedlige rapporter, hvor man via statistik kan se, hvordan ens spillestil fungerer. Det er ikke omfattende statistik a la ‘Football Manager’, men det er tilstrækkeligt til at se, hvordan holdet klarer sig, og hvor man eventuelt kan forbedre sig.

Og der er god grund til faktisk at følge med i, hvordan ens hold klarer sig, og om ens spillestil er den optimale, for som sagt kan det altså mærkes på banen. Kampene kan føles vidt forskellige afhængige af modstanderen, og selvom man tidligere har haft succes med en slags taktik, er det ikke lig med succes i næste kamp. Tværtimod. Kan man ikke omstille sig, står man i stedet over for en gevaldig afklapsning.

 

Det er her, hvor harmonien især udmærker sig. Det er f.eks. sigende, at man i en sæson med Liverpool har et forsvar, der er gennemhullet som en si, ikke fordi man spiller decideret dårligt, men fordi spillerne simpelthen hverken passer sammen med hinanden eller med spillestilen. Når man kamp efter kamp fører 1-0 kun for at kollapse (igen en typisk Liverpool-trend), eller når Chelsea parkerer bussen, er det en autentisk afspejling af, hvordan fodbold faktisk fungerer.

Små, store øjeblikke

Når ens tiki-taka flyder, når Raheem Sterling brænder på åbent mål, når Sergio Aguero scorer det Premier League-vindende mål i overtid, når Balotelli får et håbløst gult kort, når Thibaut Courtois laver en vanvittig redning, eller når Dejan Lovren misser en tackling og giver et mål bort. Det er de små øjeblikke, der gør fodbold til en smuk sport, og det er lige præcis de små øjeblikke, der er med til at cementere ‘PES 2016’ som årets fodboldspil.

Nu er det dog ikke fordi, ‘PES 2016’ er fejlfrit. Menudesignet er stadig klodset, der opstår kiksede animationer i ny og næ, transfervinduets sidste handler er ikke opdateret i spillet endnu, kommentatorerne er drønkedelige at høre på, og efter 20+ timer har ikke én eneste modspiller fået et gult kort og den kunstige intelligens halter til tider efter (eller foretager sig i hvert fald nogle besynderlige valg). Det lyder måske af meget, men set i den store helhed er det mangler, som på ingen måde overskygger den oplevelse, man faktisk får på banen.

 

Den eneste skam ved ‘PES 2016’ er derimod, at dets kvalitet formentlig drukner i den hype, som ‘FIFA’ år efter år sikrer sig med store armbevægelser og en enorm marketingskampagne – for på banen, der hvor det virkelig gælder, er ‘PES 2016’ umiddelbart i den klart bedste form.

---

Godt

+ Den opdaterede udgave af Master League er muligvis seriens bedste indtil videre
+ De små øjeblikke på banen skaber en fremragende autentisk oplevelse
+ Fokus på harmoni blandt spillere og spillestil fungerer overraskende godt

Skidt

– Den kunstige AI er ikke altid helt optimal
– De manglende licenser kan stadig være en irritation
– Materiel skade på interiør i ens stue/controller er en fare, når man misser CL-kvalifikation på et mål i 93. minut