Easter eggs i spil plejer at være relativt harmløse throwbacks til tidligere eller andre spil. Det plejer ikke at være fuldstændigt vanvittige, omfattende, kryptiske beskeder, som man virkelig skal kæmpe for at afdække, som den udviklerne har gemt i det nye map ‘Dragon Valley’ i ‘Battlefield 4’ og som den kendte spilvlogger jackfrags afdækker i den 11 minutter lange video herover.
Vejen til ‘Battlefield 4’s easter egg er velsagtens større end easter egg’et selv. Det er i al fald den mest elaborerede løsning, undertegnede kender til.
For at finde easter egg’et skal man – blandt meget andet – dechifrere en hviderussisk morsekode, finde syv godt gemte kontakter (den ene er gemt inde i et træ, som man skal sprænge i luften for at få øje på), optage en lydbid i en anden bane, der – afspillet i et højere tempo – kan afkodes som værende en reference til en webserie om spilserien, som så igen giver et clue til afkodningen af en poetisk besked, som leder hen til… You get it. Det er vanvittigt omfattende.
Alene det faktum, at det tager 11 minutter at forklare, hvordan man finder easter egg’et, siger noget om, hvor lang tid, det tager rent faktisk at gennemføre. Og ikke nok med det. Løsningen er individuel, så du kan ikke bare fiske en andens kode – du skal selv gennemføre opgaven trin for trin.
Og hvad får man så ud af gennemføre alle de avancerede trin? Man får en hvid camouflagedragt. Tillykke. Var det dét værd?
‘Dragon Valley’ er en klassisk bane i ‘Battlefield’-universet, som på fansenes opfordring er blevet reintroduceret som et gratis download til ‘Battlefield 4’.
Læs også: Årets ti bedste indiespil: Alt fra introvert kunst til ultravold høj på syre og billig amfetamin