Smartphonemarkedet får på torsdag en ny spiller i rød/hvide-farver: Danske ID2ME’s første model ID1. Og den vil skille sig væsentligt ud fra banens øvrige spillere ved at gentænke måden, man navigerer på.
I stedet for at bladre mellem sider eller åbne mapper og klikke på apps, så kan man på ID1 placere fingeren og uden at løfte den finde præcis den app, man leder efter. Dine apps ligger inddelt i cirkulære kategorier, som er et klart brud med den vanlige gitterinddeling, som vi kender fra Android og iOS. Ved at bevæge fingeren horisontalt i bunden af skærmen bladrer man mellem kategorier og ved at bevæge den vertikalt bladrer man mellem apps inden for den kategori.
Styresystemet er baseret på Android 5.01 Marshmallow, men som så mange andre har ID2ME smidt deres helt egen navigering og udseende ovenpå.
Fokus for ID2ME har været simpelhed og personliggørelse. Og så sigter de klart mod at ramme en ung målgruppe, der er vant til at have teknologien med sig over alt. I forbindelse med lanceringen åbner de derfor også IDLAB, der er en slags åbent community-laboratorium, hvor alt fra hackere og tech-producenter til festivalgæster og helt almindelige smartphonebrugere kan være med til at gentænke måden, vi bruger smartphones.
Specifikationerne placerer ID1 lunt midt i feltet af smartphones. En femtommersskærm, 16 GB hukommelse, der er mulig at udvide via dual-sim, 13 MP kamera og 5 MP for selfie-kameraet og altsammen på en 1.7 GHz 64-bit octa-core processor. Som standard kommer ID1 med to covers – et sort og et rødt – men man kan tilkøbe sig covers i et hav af farver.
ID1 kan fåes hos Telia og i Elgiganten fra på torsdag d. 7. januar. Prisen ligger omkring 3.999 kroner.
Læs også: Samsung Galaxy S7 byder muligvis på trykfølsom skærm, lyn-opladning og iris-scanner