14 førstehåndsindtryk af Huawei Mate 8 – det nye kinesiske flagskib

14 førstehåndsindtryk af Huawei Mate 8 – det nye kinesiske flagskib

Vi har fået lov at lege med Huaweis nye flagskib, Huawei Mate 8, og efter et par dages gennemgang af telefonens funktioner, er dette vores umiddelbare indtryk.

1. Så snart jeg åbner kassen, er der lagt i kakkelovnen til en sublim oplevelse. Kassen er helt sort og temmelig stor, men inden i ligger alt indhold tæt pakket i små, sorte kasser med guld-mærker på, der røber kassernes indhold. Øverst ligger den store smartphone ved siden af teksten ‘HUAWEI DESIGN’.

2. Huawei har valgt at inkludere et gennemsigtigt cover, som faktisk er ret lækkert. God stil, Huawei.

3. Telefonen er stor. Rigtig stor. Jeg kommer fra en iPhone 6s Plus, som jeg synes var stor, men med sin skærm på seks tommer er Mate 8 altså næste skridt.

4. Kvaliteten er helt i top. Aluminium og glas hele vejen rundt og selvom skærmen er stor, så ligger den rigtigt godt i hånden.

5. Når man tænder telefonen, er der en forholdsvis lang opsætningsvejledning. Under denne proces, er der ikke meget customisering, det handler snarere om at logge ind på diverse medier og wi-fi og give de nødvendige tilladelser til Google og Huawei, osv.

6. Telefonen kører Huaweis eget EMUI-skin bygget ovenpå Android, og her er der ikke så meget at sætte en finger på. Det ligner mange andre Android-skins, og giver nogle muligheder for valg af prædefinerede temaer, som Huawei har designet til telefonen.

7. Jeg stødte på nogle problemer med andre temaer end det standardtema, der var valgt. F.eks. kunne jeg med nogle temaer ikke få notifikationer til at dukke op på låseskærmen, selvom det var slået til.

8. Skærmen har en opløsning på 1080×1920. Det giver den en pixeltæthed på 368 ppi (pixels per inch), hvilket ikke helt kan følge med andre flagskibe, der ofte ligger væsentligt højere (iPhone 6S Plus på 401 ppi, Samsung Galaxy 6 Edge på 577 ppi). Dog ser skærmen helt fantastisk ud. Den er kæmpe stor og ser utrolig skarp ud. Den går næsten helt ud til kanten i begge sider, og det giver både et fedt look og en god fornemmelse, når den ligger i hånden.

9. Da jeg kommer fra iPhone, som er kendt for sit gode kamera, var jeg skeptisk på dette område. Jeg må dog indrømme, at jeg blev positivt overrasket over kvaliteten af billederne. I svagt lys daler kvaliteten en del, men ikke mere end forventeligt.

HuaweiMate82

 

10. Frontkameraet er dog ikke noget at råbe hurra for. Det er på trods af en ’Selfie’-funktion og en ’Forskøn’-funktion, der ifølge Huawei skulle give dig de perfekte selfies.

11. Huawei har udstyret deres nyere telefoner med noget, de kalder ’Knuckle Sense 2.0’, som er en række bogstaver, som du kan skrive med din ene kno for at tilgå apps hurtigere og nemmere. F.eks. kameraet, vejrappen eller musikappen. Disse kan ændres efter behov. Det kræver man dunker knoen en smule hårdt mod skærmen. Det virker en smule unødvendigt.

12. Fingeraftryksscanneren sidder på bagsiden af telefonen, lige under kameraet. Her blev jeg meget positivt overrasket. Placeringen virker rigtig god og scanneren er overraskende hurtig. Den genkender mit fingeraftryk i situationer, hvor jeg selv havde regnet med at blive afvist.

13. Et lille irritationsmoment, jeg har bemærket, er vibratoren i telefonen. Den er utrolig svag og jeg har flere gange oplevet, at jeg ikke har mærket den selv med telefonen i lommen.

14. Mate 8 har et stort 4.000 mAh batteri og holder også i forholdsvis lang tid. Efter en hel dag med kraftig brug, var der stadig ca. 65 procent levetid tilbage.

Huawei Mate 8 kan fås fra 10. februar og prisen ligger omkring 4.500 kroner.

Huawei Mate 8 er stillet til rådighed af Huawei.

Læs også: 17 førstehåndsindtryk af den nytænkende, danske smartphone ID1

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af