Den nye britisk spændingsserie ‘Shield 5’ prøver et nyt koncept af. Den udkommer nemlig hver eneste dag i februar i afsnit á 15 sekunders varighed på Instagram.
Der er ellers tilsyneladende nok, der skal nåes. Serien handler om en sikkerhedschauffør, der bliver anholdt for et diamantkup, som førte til en kollegas død. Det bringer ham på flugt fra både politiet og de personer, han mener har framet ham.
Det lyder umiddelbart som meget at koge ned til 15 sekunders episoder – med en samlet spilletid på syv minutter for hele serien. Ifølge Evening Standard har serien været under produktion i over et år med Anthony Wilcox (‘Hot Fuzz’ og ‘Layer Cake’) ved roret. Målet er ifølge skaberne at lave en social seeroplevelse, hvor det centrale er platformen og muligheden for interaktion.
An episodic thriller to be broadcast on Instagram. Directed & created by @wilcoxant Written & co-created by @a_dewar pic.twitter.com/TpqPXPbKAv
— Shield 5 (@shieldfive) 8. januar 2016
Hvordan det fungerer, må vi vente med at se til senere i dag kl. 18 dansk tid, hvor ‘Shield 5’ har premiere. Man kan følge seriens Instagram-konto for at se afsnittene.
Det er ikke første gang, der bliver eksperimenteret med serier på Instagram, men så vidt vides er det første gang den udkommer på daglig basis en måned igennem.
Læs også: Verdens første Instagram-tv-serie på vej