Rygte: ‘Red Dead Redemption 2’ er på vej – navn og lanceringstidspunkt måske lækket

Rygte: ‘Red Dead Redemption 2’ er på vej – navn og lanceringstidspunkt måske lækket

Lad os lige starte med at indtage en seks/syv gran salt: Det følgende beror på oplysninger fra én kilde, der efter sigende har sine informationer fra en tidligere Rockstar Games-ansat. Vedkommende har i en anonym mail over for gamingsitet FragHero.com røbet den angivelige titel og udgivelsesdato på næste westernklassiker i rækken.

Rygtet går på, at opfølgeren til ‘Red Dead Redemption’ fra 2010 kommer i efteråret 2017. Titlen skulle efter sigende være ‘Red Dead Redemption 2: Legends of the West’ og det skulle blive annonceret til gamingmessen E3, der starter 12. juni.

Vedkommende tilføjer, at spillet har været under udvikling i over fire år og bliver væsentligt større end ‘Red Dead Redemption’ og rummer muligheden for flere spilbare karakterer, som i ‘GTA V’.

Hvis vi lige piller det rygte lidt fra hinanden, så er der nogle ting, der lyder lidt mærkværdigt – titlen blandt andet. Hvorfor skulle det for eksempel være ‘Red Dead Redemption 2’ og ikke et helt tredje ‘Red Dead’-spil, der startede med ‘Red Dead Revolver’ i 2002. Flere studser også over den noget corny tillægstitel ‘Legends of the West’.

Omend titlen lugter meget langt væk af and, kan vi omvendt være ret sikre på, at ‘Red Dead’-serien har flere skud i bøssen. Det har distributørerne Take-Two bekræftet ved flere lejligheder i over to år. Så timingen omkring E3 2016 lyder ikke helt usandsynlig.

Denne kilde er da heller ikke den eneste, der peger på, at E3 2016 kan være det forløsende event, der løfter sløret for det næste ‘Red Dead’-spil, hvilket er med til at give sladrehanken lidt mere troværdighed.

Vi tør ikke tro på noget, men vi kan samtidig ikke lade være med at håbe på, at der er noget om sagen. Vi holder fingrene krydset frem til juni.

Læs også: Opdatering af ‘Grand Theft Auto Online’ byder på nyt køretøj, nye outfits og nye missioner

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af