Test: Huawei P9 byder på markedets mest legesyge kamera

Test: Huawei P9 byder på markedets mest legesyge kamera

Verdens tredjestørste smartphoneproducent, Huawei, har lanceret deres nye flagskib P9, der er den naturlige efterfølger til sidste års P8. Med P9 appelerer Huawei klart mere til det europæiske marked end den tidligere fokus på det hjemlige kinesiske.

P9 kommer både i en standard-, en lite og en plusversion – og vi har fået lov at låne førstnævnte af Huawei.

Mest markant gemmer den på to linser på bagsiden (i øvrigt udviklet i ledtog med Leica), der efter sigende skal give billeder meget mere dybdeskarphed. Vi har testet den nye sag.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Design

Huawei P9 kommer i hele seks forskellige farver lidt afhængig af region og ofret for denne test er i farven Titanium Grey, som umiddelbart bliver den eneste farve, der er kommer til salg herhjemme. Den har et anelse rosa skær, som umiddelbart får den til at se lidt fesen ud og ikke lige så defineret ud, som hvis den var en renere eller mørkere nuance grå.

HuaweiP9-10
Farven sammenlignet med Apples variant af grå. (Foto: Jeppe Wojcik)

Designet er ikke synderligt overvældende. Det minder meget om sidste års P8 med få markante forskelle, såsom at højtalerstikket er rykket til bunden og alt er blevet rundet en anelse mere. Det stråler af ordinært typehus i Bagsværd og mangler fuldstændig kant, personlighed og blikfang.

Små ting, som at man har valgt at placere to små, men meget tydelige skruer i bunden og i stedet for Huaweis ellers elegante mandarin-logo har valgt at skrive Huawei på både for- og bagside trækker for mig ned. Særligt bagsidens topbar i glas er for mig en uheldig løsning. De to linser ville have stået meget tydeligere, hvis de var skåret ud i metallet.

HuaweiP9-11
(Foto: Jeppe Wojcik)

Der er enkelte detaljer, der indikerer, at Huawei godt ved, hvad der skal til: For eksempel et gittermønster på tænd/sluk-knappen, der i øvrigt går igen henover højtaleren i toppen, elegant belyst, når notifikationsknappen blinker. På forsiden er der omkring skærmen et meget diskret stribet mønster, der minder lidt om solpaneler. Det lyder sært, men det giver et særpræg, der bare på ingen måde skinner igennem i det øvrige design, der får mig til at tænke på smartphonedesign anno 2013: Klodset og famlende.

P9 er ikke som sådan en grim smartphone, men den er bare heller ikke særlig iøjnefaldende eller dragende – og det er næsten værre.

Motorrummet

P9 regnes som en high end-smartphone til en nogenlunde konkurrencedygtig pris. Og hvad får man så for pengene? Du får Huaweis egen octacore Kirin 955-processor, der leverer fire kerner på 2,5 GHz og fire på 1,8 GHz. Du får 3 GB RAM og et batteri på 3.000 mAh. Den kommer med 32 GB lagerplads, som kan udvides. Det får næppe technørder til at løfte øjenbryn, men hvordan fungerer det jo så i virkeligheden?

Ydeevnen er ganske udmærket. Vi har testet den med både spil og video over længere tid, hvilket ikke påvirkede ydeevnen mærkbart og den blev heller ikke varm af det. Den er hurtig, uden at være overvældende. Batteriet rækker til ca. halvanden dags intens brug.

 

HuaweiP9-6
(Foto: Jeppe Wojcik)

På bagsiden sidder fingeraftrykssensoren, hvilket nogle nok skal vænne sig til. For mig er det ofte et irritationsmoment, at en smartphone ikke kan låses op, uden at løfte den fra bordet, men det er jo smag og behag. Jeg må også sande, at i 9 ud af 10 tilfælde tager man den op fra lommen og så sidder den belejligt placeret ved pegefingerens ende på bagsiden. Læg dertil, at P9 har den umiddelbart hurtigste fingeraftryksscanner, jeg har brugt.

Kort sagt, favner P9 alt det, man forventer sig af en flagskibssmartphone – men så heller ikke meget mere. Der er eksempelvis ingen vandtæthed, always on-skærm eller lignende features, der løfter den mærkbart over massen.

Skærm

Én af P9’s mindre overbevisende sider er skærmen, som kun lige lever op til flagskibenes standard. Og det er en skam, når den nu tager så gode billeder – mere om det senere.

Den 5,2 tommer store skærm har en opløsning på 1.920 x 1.080 pixel (424 ppi – pixels per tomme) og det er i og for sig fint, men når man kigger på konkurrenterne i samme prisklasse, så har de ofte quad HD, og så snakker vi altså opløsninger på op til 2560 x 1440 pixel eller 577 ppi for eksempelvis Samsung Galaxy S7 på 5,1 tommer.

HuaweiP9-7
(Foto: Jeppe Wojcik)

P9 har i øvrigt samme opløsning som sidste års P8, så den føles heller ikke ny. Når det så er sagt, så fejler skærmen ikke noget og vil til langt de flestes behov være rigeligt. 5,2 er en god størrelse, der vil ramme en ret bred målgruppe og kombineret med en ret høj skærm-til-krop-ratio på 72,9 procent, er skærmen godkendt, men ville have været et decideret salgsargument, hvis den havde fået en opdatering.

Jeg har ikke oplevet problemer med genskær, men har dog mærket en forskel fra for eksempel iPhone SE, der er sublim til at minimere genskær. En række controls kan bruges til at udløse forskellige funktioner fra startskærmen. For eksempel kan man med to fingre åbne en menu til skjulte apps.

Standard-pauseskærmen består af et galleri af mange forskelligtartede harmløse stock photos, der giver den et ret kitchet præg – på den gode måde. Det inviterer til at tage billeder. En skam at den familiære stemning fra pauseskærmen ikke også skinner igennem i styresystemets design. Apropos…

Styresystem

P9 kommer naturligvis med Android 6.0 Marshmallow, men med Huaweis EMUI-skin ovenpå. Det er der lidt delte meninger om, men jeg synes, det ser en anelse fladt og lidt billigt ud. De præinstallerede (der heldigvis er få) og indbyggede app-ikoner er matte og en anelse kedelige at se på. Man kan dog nemt og gratis hente en hel masse nye temaer til EMUI.

På den positive side så nupper EMUI nogle af iOS’ bedste elementer og integrerer i styressystemet. Det gælder for eksempel det todelte notifikationscenter fra iPhones – befriende. Derudover er det hurtigt og rimeligt driftsikkert.

HuaweiP9-2
(Foto: Jeppe Wojcik) 

Huawei går meget op i performance og det mærker man blandt andet ved, at P9 løbende giver forslag til hvilke apps, der bruger strøm og data i baggrunden og foreslår, at man lukker disse. Også en ret brugbar funktion.

Jeg har oplevet få problemer med apps, for eksempel Snapchat, der crasher. Det kan evt. være et lokalt problem, men ikke første gang, jeg har hørt om det i Android-styresystemer. Det er bare ikke første gang, det er sket for Android-smartphones og jeg beder inderligt til én eller anden tech-gud, at Android får standardiseret en række API’er, så den slags problemer kan blive udraderet.

Kamera

Rosinen i pølseenden på P9 er også trumfkortet: Kameraet – eller rettere kameraerne. For på bagsiden er den udstyret med hele to 12 MP linser, hvoraf den ene skyder billeder i sort/hvid, og på fronten sidder et 8 MP-kamera. Inden i er den udstyret med sensorer og software, der er “godkendt” af Leica – hvad det så skal betyde. Årsagen til de to linser er ikke 3D-billeder, som de fleste pr. automatik tror. De skal give bedre dybdeskarphed og det kan man virkelig mærke.

HuaweiP9-9
(Foto: Jeppe Wojcik) 

Det er svært at sige, hvor man skal starte med kameraet – for det er virkelig fænomenalt og indbyder til leg. Hvis vi starter på forsiden er det virkeligt befriende at en smartphoneproducent endelig begynder at prioritere selfiekameraet. 8 MP-kameraet tager rigtig fine billeder og er bare en langt større fornøjelse at bruge i videoopkald, til Snaps og til at sende live – som jo er det, man reelt bruger sin smartphone til. Hav gerne øje for det næste gang i går til tegnebrættet, Samsung og Apple.

Inden jeg fik P9 i hænderne, havde jeg en klar fornemmelse af, at de to kameraer mest af alt var en gimmick. Sådan har det virket i tidligere modeller med samme teknologi, såsom HTC M8’s Duo-kamera. Men sådan føles det absolut ikke i P9, selvom jeg tror Leica-samarbejdet kan ligge på et meget lille sted. Her virker det som et værktøj, der giver P9 features, ambitiøse fotografer rent faktisk ville bruge. Du kan indstille alt fra ISO, lukketid, afstand til objekt og hvidbalance.

Med et enkelt swipe opad får man adgang til kameraet pro-indstillinger og det er her, det virkeligt sjove starter. Jeg har testet i en håndfuld dage og jeg føler stadig, der er features, jeg ikke har prøvet af endnu. Det er virkeligt befriende og helt klart et punkt, der differentierer P9 fra konkurrenterne – i væsentligt højere grad end tidligere modeller med dobbeltkamera.

Et eksempel på, hvad kameraet kan bruges til er for eksempel at justere blændeåbning (helt fra f/16 til f/0.95), så du kan sætte et element i motivet i fokus, fordi de to linser registrerer dybden i billedet. Det kan også tilføjes i efterbehandlingen. Det kan man selvfølgelig gøre kunstigt på mange smartphonekameraer, men hos P9 ser det naturligt ud.

HuaweiP9-12
(Foto: Jeppe Wojcik)
HuaweiP9-13
Samme billede zoomet til 100 procent. (Foto: Jeppe Wojcik)

Også de brugere, der ikke er født med knipsefingre, kan få stor glæde af det dobbeltløbede kamera. Det tager virkeligt gode billeder med meget begrænset bevægelsesslør, naturtro farvegengivelse og lynhurtig autofokus. Den holder ikke helt til sammenligning med iPhone 6S Plus eller Samsung Galaxy S7 Edge, men vi er oppe i det niveau – samtidig med at den som beskrevet kan så meget andet. Der er virkelig mange funktioner at dykke ned i – også uden at man er hobbyfotograf.

P9’s sort/hvid-fotos er fænomenale. De virker autentiske og levende i langt højere grad end når billeder efterfølgende bliver strippet for farver. Oveni hatten er P9 udstyret med en ret fed feature: Dobbelttryk på volumenknappen tager straks et billede, selvom smartphonen er låst. Klart et kamera, der skal opleves og som gerne må videreføres i kommende Huawei-modeller.

Endelig vurdering

P9 er en af de smartphones, der kun rigtig bonner ud på ét parameter, mens den semi-skuffer på mange andre. Derfor er det svært at komme helt op og svæve over Huaweis nye flagskib.

HuaweiP9-8
(Foto: Jeppe Wojcik)

Et af de helt afgørende aspekter ved Huawei P9 er prisen og den er i den høje ende i forhold til, at den ikke hele vejen rundt kan bide skeer med flagskibsmodellerne fra Apple, Samsung, LG og Sony. Huaweis appel har hidtil ligget i, at de kunne levere en standard i nogenlunde samme højde som Samsung og Apple, men til en væsentligt lavere mønt. Alt omkring P9 skriger, at de vil væk fra det image som high end-discountbrand, men uden at levere følelsen af eksklusivitet. Og så tror jeg, Huawei får svært ved at stå distancen. I hvert fald hvis P9 er det bedste, de har at byde på.

TL;DR: Overordnet set er Huawei P9 en anelse skuffende til prisen, men kameraet er en perle i sig selv, så det er tydeligvis en smartphone til dig, der nyder at lege med fotografier.

Huawei P9 er til salg i Danmark 2. maj.


Køb den, hvis du…

…elsker at tage professionelle billeder, men ikke altid gider slæbe på et spejlrefleks
…vil have en lynhurtig fingeraftryksscanner

Køb den ikke, hvis du…
…vil have den ultimative flagskibstelefon på markedet
…vil have en smartphone, der skiller sig designmæssigt ud

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af