E3-opsummering: Få lyspunkter kan ikke skjule, at tiden løber fra gamingens største event

E3-opsummering: Få lyspunkter kan ikke skjule, at tiden løber fra gamingens største event

KOMMENTAR Verdens vigtigste spilkonference løb i sidste uge af stablen i Los Angeles og vanen tro har det tegnet et tydeligt billede af, hvordan gamingen kommer til at forme sig fremadrettet.

Vi har kogt de tre dages pressekonferencer, fremvisninger og showcases ned til fem overskrifter, der tegner et tydeligt billede af fremtidens trends og tendenser.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. VR nedprioriteret

Til sidste års messe var virtual reality i førersædet, og hypen var massiv omkring blandt andet Sonys PS VR og Oculus. I år – hvor headsettene er i handlen – virkede det til, at fokus var flyttet videre til 4K-fjernsyn. Branchefolk forventer, at der inden årets udgang er 4K-fjernsyn i en fjerdedel af alle amerikanske hjem, hvilket er et meget større marked end VR.

Det kan være bekymrende for de, der allerede har smidt en mindre månedsløn efter et VR-setup. Eneste (tvivlsomme) lyspunkt for VR-entusiasterne var en række genudgivelser af populære spil til VR-platforme. ‘Skyrim’-hesten får endnu en tur i managen, ‘Doom’ laver en ‘Virtual Fucking Reality’-udvidelse og indie-darlingen ‘Superhot’ kommer forståeligt nok også i en VR-version. Både ‘Moss’ og ‘Stifled’ ser også spændende ud, men næppe noget, der lokker nye folk med ind i den virtuelle virkelighed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Alt er eSport

Astralis’ og Norths succes på forsiden af dagbladene herhjemme vidner om eSports popularitet. Og efter Blizzards succes med ‘Overwatch’ sidste år, var E3 i år skamredet af konkurrence-orienterede titler i en sådan grad, at det virkede akavet i flere præsentationer. Titler som ‘The Darwin Project’, ‘Battlefront II’, ‘Quake Champions’ så spændende nok ud i sig selv, men led under at forcerede fokus på at blive den næste store eSports-titel – og dermed cash cow. Det gavner sjældent spiloplevelsen når nye formater eller funktioner presses ned over uegnede spilformater.

‘Counter-Strike’, ‘League of Legends’, ‘Overwatch’ og ‘Dota 2’ sidder solidt på eSports-tronen, og har for de flestes vedkommende gjort det i en del år. Ingen af de nye titler fra E3 ser ud til at kunne vælte dem af tronen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Konsol-krigen er blevet kold

E3 har altid været lidt af en slagmark for Sony og Microsoft, men den lignede i år mest af alt en skyttegravskrig med en vaklende våbenhvile. Årets pisse-konkurrence havde lagt op til, at Sony ville slå tilbage med et eller andet, når Microsoft løftede sløret for deres kommende Xbox-udgave, Xbox One X. Microsoft gjorde sit for, at den nye Xbox One X blev skudt af med pomp og pragt, men manglede trods offensiv markedsføring, lige det sidste touch for virkelig at gøre indtryk.

Sony hvilede på deres provisoriske laurbær og havde stort set ikke noget nyt i posen – højst et par hints om et prisdrop på deres Playstation 4 Pro når Microsoft lancerer deres nye flagskib.

Nintendo har aldrig blandet sig i kampen om konsol-rampelyset til E3, men gjorde i år påfaldende væsen af sig. I kølvandet på den nye Switch-konsols succes blev der vist nye spil med både Mario, ‘Metroid’ og Kirby – så måske er det i virkeligheden Nintendo, som Sony og Microsoft skal kæmpe med de næste par år. Det ser dog ikke ud til, at årets konsol-shows kommer til at flytte fanboys fra den ene lejr til den anden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Retrokærligheden vandt

Selvom E3 i 2017 også bød på enkelte nye titler, der vakte begejstring (‘Anthem’, ‘Detroit: Becom Human’ og ‘A Way Out’), så var det primært de mere retrospektive throwback-titler, der vakte den største begejstring.

‘Beyond Good And Evil 2’ blev introduceret 15 år efter det oprindelige spil, men satte med en trailer i verdensklasse øjeblikkeligt gang i forhåbningerne om et spil på niveau med 1’eren. ‘Super Mario Odyssey’ ser ud til at blive et perfekt mix af Marios genkendelighed og den nysgerrige legelyst som gjorde både ‘Super Mario 64’ og ‘Super Mario Galaxy’ til anmelderdarlings. Det var ikke meget der blev afsløret om ‘Metroid Prime 4’, men titlen alene er nok til, at fans er serien er klar til at tilgive de sidste par flops i eventyret om Samus Aran.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Cashgrabbing-krigen fortsætter

Spiludviklerne har i 2017 et problem. Spillerne forventer større og vildere spil, men til den samme pris. Det betyder, at flere og flere udviklere kaster sig over mikrotransaktioner, deluxe-edition udgaver med lidt ekstra indhold til en højere pris, season-passes eller – årets nyeste idé – betalt bruger-genereret indhold.

Nogle spil har i mange år levet højt på en kreativ og kapabel fanbase som har udviklet og udgivet ekstra indhold til deres elskede spil – ‘modding’ har f.eks. holdt gode men bedagede spil som ‘GTA V’, ‘Skyrim’ og ‘Minecraft’ relevante flere år efter deres udløbsdato.

Den ellers udvikler-venlige trend blev til E3 taget som gidsel af Bethesda (‘Skyrim’) da de annoncerede, at alt bruger-udviklet indhold fremover vil koste rigtige penge. Take-Two sendte i næsten samme øjeblik et såkaldt cease and desist-brev til firmaet bag det største modding-værktøj til ‘GTA V’. Open IV, for at få dem til at lukke deres servere. At lukke for alt gratis indhold til sine spil for senere selv at udgive det mod betaling giver økonomisk mening for udviklerne, men efterlod de fleste fans med en gul sne-agtig smag i munden.

Konklusion

Alt i alt var E3 i år undervældende. Flere prominente titler manglede, og overordnet set var der få holy fuck-øjeblikke. I takt med at de sociale mediers virale kraft bliver ved med at tage til, ser endnu flere af branchens storspillere ud til, at have svært ved at gemme deres nyheder til messer og konferencer som E3.

Vi ved efterhånden godt hvad vi får når Electronic Entertainment Expo åbner dørene, og det er bare lidt mindre sjovt at pakke gaver op, når papiret er gennemsigtigt. De sidste par års skuffende messer ser ud til at formatet kører mod afgrunden. Enten skal posen rystes, eller også skal vi bare affinde os med, at vi ikke både kan have vores daglige nyhedsstrøm, og samtidig gemme en håndfuld overraskelser til årets store events.

Læs også: E3-opsamling Dag 3: Marios hat stjæler rampelyset

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af