Det har i længere tid været et åbent spørgsmål, om den gratis streamingtjeneste Soundcloud ville kunne stå distancen over for velpolstrede konkurrenter som Spotify, Apple Music og Tidal – og efter at streamingtjenesten i sidste måned måtte fyre 40 procent af sin medarbejderstab og lukke flere amerikanske kontorer, syntes enden at være nær.
Heldigvis står det nu klart, at Soundclouds overlevelse er sikret. Fredag skrev grundlægger Alexander Ljung på streamingtjenestens blog, at Soundcloud har været igennem den største finansieringsrunde i sin 10 år lange levetid og vil leve videre med hjælp fra investorerne The Raine Groupe og Temasek, henholdsvis en bankvirksomhed og et investeringsselskab. Ifølge Variety drejer det sig om et beløb på cirka 170 millioner dollars.
På samme tid erstattes Ljung på CEO-posten af Kerry Trainor (med en baggrund hos Vimeo), imens Ljung selv vil hellige sig bestyrelsesarbejdet.
Men på trods af chefrokaden peger alt på, at Soundcloud ellers vil leve videre i den form, vi kender og elsker.
Læs også: Lyt: Chance the Rapper og Young Thug deler nyt track til ære for Soundcloud