‘PES 2018’ leverer ren adrenalin inde på banen, men snubler uden for
Ah, så er kampen i gang. Slaget om den virtuelle grønsvær, der hvert år udspiller sig mellem ‘Pro Evolution Soccer’ og ‘FIFA’. Traditionen tro lægger ‘PES’ fra land med endnu en stærk startopstilling af en fodboldsimulator i sin pureste form: Overvældende naturligt fodboldspil, men uden de sidste finesser (og licenser), der gør det helt troværdigt.
Hvert år bliver de to store, mastodontiske fodboldserier, altså ‘FIFA’ og ‘PES’ (Pro Evolution Soccer), der udgives af henholdsvis EA og japanske Konami, anmeldt ud fra to faktorer: 1. Hvordan er spillet i forhold til udgivelsen sidste år? 2. Hvordan er spillet i forhold til konkurrenten?
Det er ved at blive en gammel traver, der som regel ender med samme konklusion: Same old, same old – det ene spil har lidt bedre controls, det andet har lidt mere fodboldånd.
I år har vi besluttet en lidt anden tilgang. Jeg har nemlig ikke spillet et fodboldspil siden ‘FIFA 2000’ (!), da jeg var otte år gammel. Ikke af ond vilje, det er simpelthen bare ikke lige sket. Jeg kan derfor tilgå anmeldelsen uden forudindtagelser om hvilken spilserie, der er min personlige favorit, men også uden forudsætninger, så det bliver lidt tydeligere hvilket spil, der fungerer bedst.
Hektisk, fysisk, fremragende boldspil
Det første der slår mig med sikkerhed er, at ‘Pro Evolution Soccer 2018’ er et ret svært spil.
Det føles ikke svært på en frustrerende eller uretfærdig måde – spillets finesser er simpelthen bare mangfoldige og der kræves en relativ dyb forståelse af spilleren. Der er adskillige måder at lægge en bold ind over målfeltet, udøve boldkontrol og lave mere eller mindre drengede boldtricks (cyber-Messi, der laver en regnbue-finte må næsten have udfyldt hele Konamis studie med jubel), og for den uindviede er ‘PES’ en hård læremester.
Den kunstige intelligens er endog særdeles veludviklet, og på trods af intens træning (og det faktum at jeg spillede som FC Barcelona mod engelske landsbyer, jeg aldrig har hørt om) lykkedes det mig aldrig at komme op på et niveau, hvor det føltes sikkert for min stolthed at bevæge mig over den vagt nedladende ‘amateur’-sværhedsgrad: Den næst-nemmeste af slagsen. Av.
Ens nederlag føles desto hårdere, for man kan vitterligt ikke sætte en finger på styringen af ens spillere via controlleren – de adlyder din mindste ordre, også selvom den er forfejlet. Det er tilmed nemt at mærke forskel på en mere eller mindre dygtig spillers boldevner og det er faktisk en charmerende detalje.
Neymar for eksempel (der i den nyeste patch netop er blevet sat på Paris Saint-Germains hold og ikke Barcelonas) behandler bolden på overlegen vis i forhold til andre spillere, og hans elektriske spillestil er genkendelig på den virtuelle bane. Det er i øvrigt endnu et positivt element ved ‘PES’: Det føles vitterligt som rigtig fodbold at spille et spil på banen. Det lyder mærkværdigt at tale om i et spil, men det føles fysisk, hektisk og stressinducerende at spille hurtigt og effektivt. I de mest tætte målsituationer jeg har spilet, har jeg vitterligt siddet på kanten af mit sæde og råbt af min computer – en ære, der hidtil kun er tilfaldet de allermest åndssvage dræber-roguelikes.
Som et ekstra lag oven på den intense og relativt dybe del af spillet som boldkontrollen og den enkelte spiller udgør, er baneoverblik ekstremt vigtigt.
Trods det for fodbold(spil) evindelige, fugleperspektiv, er det en avanceret disciplin at være både ekstremt boldnær og have overblik over ens spilleres skiftende positioner – selvom den kunstige intelligens faktisk er meget behjælpelig her også. Dine medspillere bølger frem og tilbage over banen, du er midt i det hele, og PES formår i de øjeblikke at gøre det, fodbold kan, når det er bedst: Fremprovokere en veritabel adrenalin-forgiftning.
Småligegyldig offpitch
Fodboldspil handler i sin kerne om kampene, og dem rammer ‘PES 2018’ som John Faxe Jensen lige i røven.
Men lige så on-point selve kampene i ‘PES’ er, lige så ligegyldigt og tungt føles de dele af spillet, der ikke foregår på banen. Det tætteste man finder på en singleplayer-kampagne, er et game-mode, der hedder myClub, der lover at du kan bygge din egen klub med dit helt eget udvalg af spillere.
Efter en tutorial, der gør sit bedste for at være så ubehjælpsom som muligt, kastes man fluks udi metaspillet, hvor det viser sig at ens “store valgfrihed” i praksis består i at vælge en allerede etableret klub og tilføje dennes spillere en enkelt eller to fra fjerne lande.
Dertil kommer en cementtung forklaring om den “monumentale betydning” en tilfældigt genereret og anonym manager har – min hed Mark Fischer, og var vist tysker. Præcis hvad hans indflydelse på mit hold var, fremgik kun ganske svagt.
Der er også noget med et hold af talentspejdere (de var vist også tyskere) med svært genkendelige specialiteter. Slutteligt erfarer man at ens myClub-points, der bruges til at købe mere interessante spillere, anskaffes ved grundlæggende at løbe efter achievements – eller via microtransactions, og så havde jeg ligesom fået nok.
Jeg valgte i stedet gamemodes, der så hurtigt som muligt fik mig placeret på grønsværen, og så langt væk fra de grimme og umulige meta-menuer som overhovedet muligt. Især co-op og vs. med kammeraterne er forudsigeligt nok enormt underholdende.
Endelig dom
Grundlæggende er det nogenlunde de samme elementer, der er sjove i ‘PES 2018’, jeg mindes var sjove i ‘FIFA 2000’, selvom ‘PES” følelse af boldspil er meget tættere på, hvad man lidt forsigtigt kan kalde virkelig. Det er i og for sig ikke en håndgribelig kritik i sig selv, men der er alligevel elementer, man med fordel kunne tage fat i moderne fodboldspil.
‘PES 2018’ forspilder chancen for at spejle den virkelighedsnære følelse fra banen til resten af spillet, der bedst kan beskrives som tung og passionsløs. Der er mulighed for at inkorporere en meget mere følelsesladet og realistisk tone, der spiller på fodboldfansenes virkelige relationer til og følelser for spillet. Fodbold er ikke for sjov og det er da slet ikke ligegyldigt, men sådan virker det i ‘PES 2018’ offpitch.
Jeg savner groft sagt en mere velfungerende og mere åndsrig singleplayer-kampagne, måske med inspiration fra ‘FIFA 17’s The Journey, og måske endda (tør man håbe?) med øje for det politiske i fodboldspillet, et stærkere narrativ hvad angår de enkelte spillere og klubbernes historie? Fodbold og politik (og kampgejst, holdånd, håb, blod og sved) er uløseligt forbundet og indtil nu et næsten uberørt område.
Der er ingen grund til at metaspillet skal være så kønsløst. Hold op nogle fodboldspil man kunne lave, hvis man ville.
Godt
+ Fremragende, om end hundesvær, mulighed for boldkontrol
+ Hektiske og fysiske kampe – enormt sjove mod venner
+ De kendte spillere har personlighed
Skidt
– I bedste fald ligegyldigt metaspil
– Ingen synderligt tilfredsstillende kampagnedel
– En kende uambitiøs udvikling i forhold til fodboldspillet som genre