Musik i Lejet har offentliggjort en ny musikalsk cocktail bestående af Bikstok, r’n’b-forføreren Kwamie Liv og genrevridende Kentaur, der alle kan opleves til sommerens udgave af strandfestivalen i midten af juli.
Bikstok har i dag gjort sit comeback på dancehall-scenen med den nye ep ‘Uranium’, hvor genrens grand old men sætter de yngre generationer af danske lyddrenge eftertrykkeligt på plads. Man kan ikke mærke, at der er gået ti år siden Pharfar, Blæs Bukki og Eaggermans debutalbum ‘Over stok og sten’.
Kwamie Livs gennembrud fra sidste år bliver selvfølgelig ved med at manifestere sig i sommerens festivallandskab, mens Kentaur er et relativt ubeskrevet blad – de mangler endnu at udgive deres debutsingle, men har blandt andet spillet til Nye Toner på Bremen.
Tidligere har Musik i Lejet offentliggjort Vinnie Who, AV AV AV, Jacob Bellens og Hymns From Nineveh til årets festival.
Læs interview: Bikstok: »Det er ren hiphop-tradition at brække sig ud over andre«
Læs interview: Kwamie Liv ser tilbage på sit vilde 2014: »Jeg har det som om, at min stemme fandt mig«