De har droppet ‘Røgsystem’, men i dag er Bikstok tilbage med ep’en ‘Uranium’, deres første udgivelse siden det ti år gamle debutalbum ‘Over stok og sten’. Vi fangede Pharfar, Blæs Bukki og Eaggerman til en snak om X-Factor-mentalitet, koner og børn, 80’erne og hvordan det er at føle sig kopieret.
Det er ti år siden jeres seneste album udkom. Hvordan føles det at være tilbage?
Blæs Bukki: »Jeg føler ikke vi har været væk, for det har taget så længe. Det har været on/off de sidste fem år med lange pauser, men det føles som om, det har været i gang sindssygt længe. Vi har været i tvivl om, om det skulle være album eller ep, men det føles rigtig fedt, det er blevet en ep. Det er som om, vi havde en masse materiale, men ikke kunne gøre det hele færdigt. Det, der var rigtig solidt, var nok til en stor ep i stedet for et lille album. Det var den bedste måde at få tingene ud på nu«.
Eaggerman: »Vi ville gerne være færdige nu, se en semislutning på det. Der er gået lidt for lang tid. Alt efter hvordan det hele går, kan vi jo udgive en ny ep med noget helt nyt i stedet for at vente lang tid på at udgive et helt album«.
Hvad skyldes de lange pauser?
Eaggerman: »Hvis vi ikke havde lavet alle vores forskellige projekter, så tror jeg, der havde været et album for noget tid siden. Det kunne jeg forestille mig«.
Pharfar: »Det er 13 år siden vi sad i studiet med det første album. Der er blevet lavet nogle børn i mellemtiden, købt nogle lejligheder… Når man er ung er ens venner det vigtigste. Når man vågner ringer man til sine venner som det første. Så får man en kæreste, kone, og så bliver det sådan noget ‘nu skal vi finde en dag’. Der er sker rigtig meget med ens spontanitet på 13 år, man ringer ikke lige og siger, ‘hey, skal vi mødes i studiet om en time’«.
Hvordan har arbejdet i studiet været, når I endelig har været samlet? Fedt eller stresset?
Blæs Bukki: »Både og. Nogle gange har der været lidt for meget stress på. Man skal så mange ting, og så er det svært at komme ind i det der mode. Tidligere gik vi ind i det her univers, hvor det var det eneste, vi tænkte. Så kommer der sgu noget ud, når man er så fokuseret i sin egen lille verden. Man ryger sammen…«.
Eaggerman: »Ja, det var sådan en fælles psykose, der hed Bikstok Røgsystem«.
Blæs Bukki: »Det gjorde det også rigtig svært at skulle lave nummer to. Vi havde allerede gjort det én gang, så det var svært at planlægge sig frem til, hvad der skulle ske. Det blev pludselig meget mere tørt«.
Eaggerman: »Dengang mødtes vi også på et fælles grundlag, og det grundlag er jo ikke det samme mere. Lasse (Blæs Bukki, red.) er i én retning, Pharfar i en anden, mig i en tredje. Så skal man pludselig sidde der og blive enige om, hvilken farve, projektet skal have, og det var ikke altid, vi var lige enige om emnerne. Det skulle skæres ind til det, der var nemmere at skrive om«.
Blæs Bukki: »Det var også sjovere, da der ikke var andre, der lavede det. Vi var de første, det var ikke set herhjemme på den måde før, og vi ville gerne have det ud hurtigt og vise, at vi var de første. Pludselig blev stemningen sådan, at reggae er lidt fesent, og så var det svært at finde ind til, hvad vi havde lyst til, når der også er alt det andet. Nu er jeg bedøvende ligeglad med, hvad der kører i radioen. Men det er faktisk først nu, jeg kan lægge det helt fra mig, jeg interesserer mig slet ikke for det mere. Det er fedt, men svært at komme frem til. Jeg var virkelig nede og grave. Det dybeste, sorteste hul, jeg nogensinde har været i. Hvad gider jeg overhovedet at lave, når der er så mange, der har kopieret dig?«
Eaggerman: »Men hvis man tænker andre genrer, hvor mange rockgrupper er der ikke?! Dit humør skiftede, da du fik kørekort!«
Blæs Bukki: »Ja, man skal ligesom ud og fokusere på noget andet end musikken for at finde glæden i det igen i hvert fald«.
Pharfar: »En grund til, det tager så lang tid med os, er da klart også, at vores tekster tager lang tid. Uden at fornærme nogen, så tror jeg da, vi er nogle af dem, der er mest kritiske. Mange andre danske dancehall-kunstnere har været kendetegnet ved det umiddelbare, ‘vi laver lige en sang om det der’ (peger på en sodavand, red.), og alt har sin charme, men det vi laver tager lang tid. Især når det er nummer to. Der er mere kritiske øjne på, man husker alt det, der kunne være bedre, og nu skal man ligesom rette op på tidligere fejl, alt det man fortrød«.
Eaggerman: »Når man sidder med de her drenge igen, er det altså også som at sidde i de her gamle roller igen, som om man ryger tilbage sin gamle folkeskoleklasse. Man kommer i en underlig rolle, uanset om man vil det eller ej, og den skulle lige fattes. Vi har lavet så meget hver for sig, så det var lidt svært. Men også naturligt. Man skal bare lige gide. Hvis det kører, er det fedt, men hvis man har nederen over det, er det også surt at sidde fast. Vi havde en interlude med mig, der ikke er kommet med på ep’en, for jeg så mig selv i en eller anden rolle, jeg ikke havde lyst til at være i«.
Pharfar: »Vi er nok blevet bedre til at se rollerne og acceptere, at de findes. Vi var nok ikke bevidste om det dengang, selv om det er ret tydeligt nu, hvor forskellige vi er«.
Hvordan har I arbejdet sammen på de nye tekster for at undgå gamle roller/klicheer?
Blæs Bukki: »Vi arbejder alle i forskellige tempoer. Pharfar er generelt hurtigere til at skrive. Nogle tekster er måske startet for fem år siden, hvor vi er gået frem og tilbage, mens andet er opstået mere spontant. Noget er knoklet frem som en opgave, der skulle løses«.
Eaggerman: »Der har vi også været gode til at støtte hinanden, hvis nogen har haft lyst til at kassere et eller andet, eller har haft brug for hjælp«.
Blæs Bukki: »Ja, vi har altid en chat kørende, når vi ikke ser hinanden, og der kommer også ideer til tekster. Det er en meget fed måde at skrive sammen på, så man holder et flow, når vi ikke har siddet så meget sammen denne gang«.
Pharfar: »Det kan også være der, man kommer ud med sine problemer. Vi snakker sammen, men vi snakker ikke om ting. Der har det været fedt at have chatten og sige nogle ting, der ikke er så nemme ansigt til ansigt. Sige fra overfor ideer og så videre. Man kan bruge det på en god måde, det er mindre følsomt«.
Eaggerman: »Det var vi rigtig dårlige til på den første, og det var i bund og grund nok det, der gjorde, at vi ikke gad hinanden mere i så lang tid. Der lå så mange ting usagt, og så eksploderede det lige pludselig. Under det her forløb har der været sådan en on-going, følelsesmæssig kritik af hinanden, og vi har været bedre til at snakke sammen. Det har virkelig påvirket os på en god måde. Det har været en stor optur ved den her ep, at vi har været ærlige ‘behind the scenes’«.
Nummeret ’80’Eren’ – hvorfor var alting federe dengang?
Blæs Bukki: »Det kan være lidt plat at dyrke nostalgien på den måde, men det er også fedt at dyrke den tid. Det virker meget færdigt med alle referencerne«.
Pharfar: »Det hænger også sammen med, at vi er nået en vis alder, hvor man begynder at tænke på alle de mennesker, man har mødt, helt tilbage fra 80’erne. Hold kæft, sådan et halvt levet liv! Ens unge tid lyser bare klarest. Jeg kan nærmest huske alle navne og telefonnumre fra ungdomsklubben, og jeg kan dårligt nok huske, hvem jeg har mødt for tre uger siden. Og så er det også en måde at skille os ud fra alle de andre, for de helt unge kan ikke være med, når vi snakker om 80’erne«.
Eaggerman: »Det var de gyldne dage. Der er en masse ting, der er gået i glemslen, og unge ved ikke en skid om det længere. Jeg ville have alle 80’er-referencerne med for at gøre det underligt for en masse, og genkendeligt for en masse andre, der er vokset op i den her tid. Man fik mixbånd, pornofilm på vhs’er, optog fodboldkampe på bånd. Det er da noget, mine kammerater kan huske, og det vil jeg gerne fortælle om«.
Pharfar: »Det er ikke henvendt til teenagere. Det er til alle, men de seneste par år, også med hvad jeg selv har lavet, er det teenagerne, der suverænt bestemmer. Hvis du ikke har dem, har du intet, du skal være frisk, ung. Børnene bliver fodret i hoved og røv, og for en gangs skyld er det rart at være ude med et produkt, der ikke kun er henvendt til dem. Det her er mere musikalsk orienteret, ikke så markedsorienteret«.
Hvilke temaer udforsker I ellers på ep’en?
Eaggerman: »Ordet uranium har vi givet den betydning, så det repræsenterer Babylon, det ækle, de syv dødsynder, det alle vil have. Man ser så mange mennesker, der kaster sig ud i alt muligt. Man tænker, vil I lave musik eller bare være kendte? Sådan noget som X-Factor er uranium, den her ‘se mig’-kultur. Det er vi også selv, vi kan da også godt lide at stå på scener! Så det er ikke et diss, det er bare noget, vi har griner over. Det er altoverskyggende i dag jo. Hvad skete der med folk, der mødtes i studiet, røg sig skæve, drak sig ned?«
Pharfar: »To af numrene på ep’en ligger også meget til os og til genren, den her ‘vi er bedre end de andre’-mentalitet. Der er så kommet det ekstra på, at vi kommer tilbage efter ti år og skal vise de nye, at vi er bedre end dem stadig. Vi er tilbage, ingen kan løbe om hjørner med os, blablabla«.
Eaggerman: »Det er ren hiphop-tradition at brække sig ud over andre. Hvis man ikke kan finde på andet, kan man da altid prøve på at blære sig«.
Bikstok er i øjeblikket annonceret til at spille på Roskilde Festival, Tinderbox og Vanguard Music Festival.
Læs anmeldelse: Bikstok ‘Uranium’