1. ’Oldboy’
Hvad får en mand til at indespærre et andet menneske i 15 år?
Da Oh Dae-Su løslades efter et halvandet årti i fangenskab, indleder han en indædt jagt på manden, der saboterede hans liv tilsyneladende uden grund. I takt med at han nærmer sig sandheden indser han dog, at hans straf kun lige er begyndt.
’Oldboy’ er oprivende, ubehagelig og ond som bare fanden. En nedstigning i et mareridt, fortalt uden sentimentalitet, men med det sprudlende filmiske og fortællemæssige overskud, der karakteriserer cremen af sydkoreansk film.
Spike Lees blasfemiske remake kan ligeledes streames på Netflix, men bør ikke røres med en ildtang, før Park Chan-wooks mesterværk er krydset af watchlisten.
Kan ses på Netflix.
2. ’Nawals Hemmelighed’
Canadiske Denis Villeneuve er netop blevet udpeget som instruktør af det kommende ’Blade Runner’-remake og ikke uden grund: Instruktøren kan sin thriller-ABC til fingerspidserne og er i tilgift en eminent personinstruktør.
Hans hidtidige hovedværk er det fremragende kidnapningsdrama ’Prisoners’ med Jake Gyllenhaal og Hugh Jackman i storform, men han brød allerede igennem i 2010 med det Oscar-nominerede drama ’Nawals hemmelighed’ om to søskendes søgen efter deres fars identitet.
Efterforskningen bringer dem til Mellemøsten, hvor de langsomt optrevler moderen Nawals tumultariske liv – og nærmer sig en sandhed så grum, at den knap er til at leve med. Selv om Villeneuve spiller for ivrigt på de følelsesmæssige tangenter, er ’Nawals hemmelighed’ et medrivende familiedrama af proportioner som en græsk tragedie.
Kan ses på Netflix.
3. ’Fortæl det ikke til nogen’
Lægen Alex Becks sår er så småt begyndt at hele efter hans kones død for syv år siden. Retfærdigheden er sket fyldest, morderen er bag lås og slå, og livet må og skal fortsætte.
Men fortiden nægter at slippe sit tag i Alex, og en dag modtager han en anonym mail med et fotografi af sin kone, der tydeligvis er ældet siden sin ’død’. Samtidig beskyldes lægen for at have begået to mord, og han drives på flugt i et drabeligt spil, hvor intet er sikkert, og alt er komplot.
’Fortæl det ikke til nogen’ er en effektiv thriller af klassisk skuffe, stilsikker, hjernevridende og rasende velspillet.
Kan ses på amerikansk Netflix.
4. ’All Good Things’
‘All Good Things’ vil primært gå over i historien som filmen, der gik forud for ‘The Jinx’, HBO’s netop afsluttede true crime-dokumentar, der har sendt mangemillionæren og den formodede morder Robert Durst tilbage på anklagebænken.
Ryan Gosling inkarnerer Robert Durst under navnet David Marks i fortællingen om den første af flere mordsager med hans indblanding, nærmere bestemt konen Kathies forsvinding i 1982. Durst var så betaget af Jareckis analyse på det store lærred, at han efterfølgende kontaktede instruktøren og indvilligede i at medvirke i den dokumentarserie, der måske kommer til at frarøve ham hans frihed til evig tid.
Man kan mene, at attraktionsværdien i ’All Good Things’ som enkeltstående værk er markant reduceret i kølvandet på ’The Jinx’, der må betegnes som det ultimative dokument over mysteriet Durst såvel filmisk som faktuelt. Men som et supplement til den mesterlige HBO-dokumentar om manden, der parterede sin ven med en sløv sav og alligevel gik fri, har den fortsat relevans.
Kan ses på Viaplay.
5. ’Ida’
Det polske, sort-hvide drama om en novices møde med den moderne verdens fristelser triumferede fortjent under årets Oscar-festival som bedste udenlandske film. Det er en stringent nedbarberet fortælling, udfoldet i himmelske 4:3-kompositioner, hvor de store følelser formidles på stilfærdig vis.
Unge Ida pendulerer mellem katolsk gudfrygtighed og et jazzliv i overhalingsbanen, mens hun med følgeskab af sin alkoholiske tante forsøger at opklare en grum familiehemmelighed i 60’ernes sørgmodige Polen. Trådene trækkes tilbage til Anden Verdenskrig, hvor hendes forældre mistede livet, og sandheden om deres død er på alle måder svær at se i øjnene.
Kan ses på amerikansk Netflix.
6. ’Volver’
Pedro Almodóvar har en helt unik evne til at forene det forfærdende og farvestrålende i sine kitschede komediedramaer. I ’Volver’ storspiller Penélope Cruz i rollen som Raimunda, hvis mand omkommer, idet han forsøger at voldtage deres datter.
Umiddelbart et traume for livet, men Raimundas tilværelse får fornyet kulør, da hendes afdøde mor vender tilbage i form af et spøgelse. Det er et pulpet plottwist af den slags, kun Almodóvar kan slippe afsted med, og den spanske auteur fortsætter derfra ufortrødent på overdrevet, mens skelletterne vælter ud af familieskabet til tonerne af Cruz’ fortryllende skønsang.
Incest, dødsfald og utroskab har aldrig været så indbydende.
Kan ses på Viaplay.
7. ’Rachel Getting Married’
Jonathan Demmes minimalistiske drama benytter sig af samme formel som ’Bloodline’: Familiens sorte får vender hjem til en stort anlagt komsammen og slår med det samme skår i idyllen.
I ’Rachel Getting Married’ dukker Anne Hathaways stofmisbruger op til sin søsters bryllup og rusker op i fortidens dæmoner. Dramaet indledes på overfladen med søstrenes infantile kamp om opmærksomhed, men bag facaden af selvoptaget snobberi ligger et forfærdeligt traume.
Det håndholdte, klaustrofobiske udtryk forstærker det intense drama, og Hathaway er ætsende god som det sorte får, der febrilsk forsøger at undslippe fortidens vægt.
Kan ses på britisk Netflix.
8. ’Festen’
Der er ikke det, der ikke er sagt og skrevet om den danske dogmeklassiker par excellence, men på en liste over film med grumme familiehemmeligheder er den selvskrevet. Thomas Vinterbergs mesterværk er både komisk veloplagt og uafrystelig intens i skildringen af familiefesten, hvor Ulrich Thomsens plagede søn udstiller sin fars fortidige synder i et lamslået forsamlingslokale.
Dogme-udtrykket lader dramaets kerne stå uforfalsket frem: Det er, som om Thomsens kølige fremførsel blot accentuerer uhyrligheden i faderens overgreb på ham og hans søskende, alt imens Henning Moritzens blik emmer af resignation og efterlader seeren splittet.
Som Thomsens bror storspiller Thomas Bo Larsen i sit livs rolle, festens febrilsk omflakkende ’onkel-karakter’, der må hele følelsesregistret igennem, i takt med at den ubærlige sandhed blotlægges.
Kan ses på Viaplay.
Lyt til Soundvenue Filmcast: Netflix’ stjernespækkede satsning og tre gange nordic noir – friskt blod eller dødssejler?
Læs også: Se ‘Bloodline’-stjerner introducere deres karakterer i pirrende featurette
Læs også: On demand – 10 fængslende true crime-dokumentarer, du skal se