Man kunne godt ønske sig et tv-program her til lands, der mindede om Storbrittaniens ‘Later… With Jools Holland’, hvor både legendariske veteraner og nye kunstnere indfinder sig i rampelyset og præsenterer deres musik live.
Misundelsen har faktisk tidligere affødt dette lidet bitre skriv, og der rives op i de gamle sår, når et band som australske Tame Impala kigger forbi og får musikalsk følgeskab af ingen mindre end James Blake og Michael Kiwanuka.
Men hurra for det hurtige bredbånd og BBC’s deleånd, for vi kan følge med henover Nordsøen, når musikken spiller. Og det er (næsten) ligeså godt.
Tame Impala spillede den catchy ‘The Less I Know the Better’ fra deres seneste album ‘Currents’, og optrædenen oser af supertight velspillethed, der krones med en skarp Kevin Parker og et vokalpitch, der sidder lige i skabet – en afpudset liveform til deres snarlige visit på Roskilde Festival.
James Blake stod for dybfølt bas med ‘Radio Silence’ fra sit nylige overraskelsesalbum ‘The Colour In Anything’, mens Michael Kiwanuka fik vist, hvorfor soul egentlig hedder soul.
Læs live-anmeldelse: Tame Impala: Dårlig lyd ødelagde ikke kalejdoskopisk totaloplevelse