James Blake skaber dramatisk kunst med udramatiske virkemidler

2016 har budt på alenlange albumudgivelser fra nogle af musikscenens helt store kanoner. Uvist af hvilken grund – men måske som et resultat af (eller som en ’kommentar’ til) albumformatets angivelige krise? – har Drake, Kanye West og nu James Blake leveret album, der giver sig i kast med tracklister, der fylder det meste af et A4-ark.

Det er blandt andet derfor svært ikke at have ‘Views’ og ’The Life of Pablo’ med sig på bevidsthedens bagsmæk, når man går i krig med James Blakes længe ventede efterfølger til ‘Overgrown’, der desuden – ligesom de to hiphop-aristokraters udgivelser gjorde det – har undergået en sidste-øjebliks navneforandring fra ‘Radio Silence’ til ‘The Colour in Anything’.

Ligesom det var tilfældet med ’Views’, har Blake teaset sit album i en uendelighed. Heldigvis, fristes man til at sige, hører ligheden med ’Views’ op, så snart ens forhold til materialet går fra det umiddelbare til det dybderegistrerende. For hvor Drakes monomant-narcissistiske ode til sig selv og sit kvalfulde selvforhold tømmer mig for energi og synes at lukke sig om sig selv, jo mere jeg hører det, des mere åbner Blakes lydunivers sig op. Det inviterer mig ind og får mig til konstant at bemærke nye detaljer og se nye perspektiver og vinkler på de ting, jeg troede, jeg allerede havde genkendt konturerne af, jo flere gange jeg trykker play på min iPod (og ja, det er i sandhed et ægte høretelefon-album).

76 minutter med forholdsvis enslydende musik, hvor klaver, elektroniske klange, beats med de for Blake så symptomatiske, dramatisk dragende pauser og vocoder-vokal kan indledningsvist synes tæt på det udmattende. Hvor ’Overgrown’ kom forholdsvis vidt omkring rent stilistisk (Blake prøvede på det album blandt andet kræfter med hiphop og sovekammer-r’n’b), er det nye album en mere homogen og ’ren’ lytteoplevelse, fordi Blake sjældent bevæger sig uden for ’elektronisk ballade’-territoriet.

For en kunstner, der er blevet lige så kendt for stilheden i sin musik – hvor fokus næsten mere er på rummet mellem tonerne, end på tonerne selv – er der rigtig meget luft, eftertanke og rum at sortere i over fem kvarter. Men det er som om, kedsomheden langsomt, men sikkert, erstattes af en nærmest meditativ indlevelse. Effekten ligger i musikkens detaljer (som i klavertonernes skiftende valør på ’Always’ eller følelsesorkanen i omkvædet af ’Choose Me’, hvor Blake virkelig giver luft for sine længsler), som er en kumulativt forstærkende bevægelse hen mod den efterhånden forkætrede helhedsfornemmelse, der er selve albumformatets raison d’etre.

Det kan diskuteres, om albummet havde stået stærkere med en spilletid i omegnen af 50 eller 55 minutter, men overordnet vurderet – og i takt med, at man bliver fortrolig med selv de umiddelbart mindst smittende øjeblikke (som for eksempel ’Waves Know Shores’ og titelnummeret) – er det ikke en indvending, der for alvor taler imod udspillet eller trækker det ned.

Blake beviser med ’The Colour in Anything’, at han ikke så meget er en kunstner i rivende udvikling, som han er en kunstner, der har fundet en vej, der gør ham i stand til at sige alt det væsentlige med ret få midler. Der er et udpræget fokus på hans stemme. Han har helt sikkert udviklet sig som sanger, men han har måske først og fremmest udviklet sig som en producer og efterbehandler af sin stemme. De vokale lag støder skiftevist smukt og skærende op imod hinanden, så fuldtonet bas kolliderer med engleblid falset, eller så organisk, skrøbelig menneskelighed støder op imod en syntetisk, fremmedgjort ’maskinstemme’.

Blakes produktioner er i det hele taget enormt sikre (et ord, der ’undersælger’ deres ofte åbenbarende effekt) i al deres diskretion. Der er intet flashy over dem, men de klæder sangene som en skræddersyet jakke, der signalerer klassisk skønhed uden at gå på kompromis med det personlige snit. Til tider ligger muligheden for, at sangen når som helst kan ændre karakter og forvandle sig til et bæst af en EDM-banger, som en forløsende mulighed i musikken, et potentiale, der næsten tigger om at blive indfriet. Men Blake holder igen 95 procent af tiden. Han ved udmærket, at antydningen, frem for realiseringen, af det dansable kommunikerer en masse i sig selv.

Sange som ’Radio Silence’ (med den Bobby Withers-refererende repeterede linje, »I can’t believe that she don’t want to see me«), ’Love Me in Whatever Way’ (med Father John Misty-inspireret laugh track!), ’My Willing Heart’ og den Justin Vernon-assisterede ’I Need a Forest Fire’ er alle bud på fremtidige klassikere i Blake-kataloget. Kendetegnende for de fire – og adskillige andre af albummets 17 sange – er i hvor høj grad de fungerer som sjælerystende godbidder uden at angle nævneværdigt efter det.

James Blake er med ’The Colour in Anything’ trådt op i en liga for de ganske få, der kan skabe dramatisk stor kunst med udramatiske virkemidler.

Læs også: James Blake fortæller om arbejdet med Beyoncé, Frank Ocean, Kanye og Bon Iver