Nu er det efterhånden ved at være så længe siden, Mø erobrede det orange monstrum på Roskilde Festival, at vi godt kan klare endnu en gang i manegen med sommerbaskeren ‘Final Song’.
Denne gang bliver det dog i betragteligt mindre omgivelser, men mindre kan også gøre det, især når Mø performer så dansende energisk, at man bliver i tvivl, om hun overhovedet har en sluk-knap. Fremførelsen her, som er lavet til BeBoxMusic, afslører imidlertid en vis charmerende hæshed i stemmebåndende, men det er nok prisen for at levere 100 procent hver gang.
Der er en paradoksal trodsighed over det, når Mø synger »Don’t let this be our final song«, for der er som sådan ikke noget, der tyder på, at der skulle være nogen fare for musikalsk træthed. Ikke i en nær fremtid i hvert fald.
Senest landede den Diplo-producerede ‘Cold Water’, hvor Mø flankerer Justin Bieber, som et slagfærdigt eksempel på kreativ fest-vitalitet. Singlen gik i denne uge direkte ind som nummer to på den amerikanske singlehitliste.
Læs anmeldelse: Mø på Roskilde Festival: En rørende hjemmebanesejr