Der har gennem tiden været en række overordentligt mindeværdige øjeblikke ved NPR-vært Bob Boilens skrivebord. Senest har Anderson .Paak og hans stamband The Free Nationals tilskrevet sig de absolut mest mindeværdige af slagsen med et charmerende, smooth lille liveshow.
Den kvarterlange sætliste består af ‘Malibu’-numrene ‘Come Down’, ‘Heart Don’t Stand a Chance’ og ‘Put Me Thru’ samt NxWorries-tracket ‘Suede’ – sidstnævnte efter Paaks eget udsagn et af hans mors favoritter. Alle numre blev naturligvis leveret med charme, stilsikkerhed og en god portion højt humør fra både Paak, band og publikum.
Anderson .Paak barsler desuden med et nyt album under NxWorries-fanerne i selskab med producermakkeren Knxwledge. Pladen får titlen ‘Yes Lawd’ og bliver duoens fuldlængde-debut, som følger op på sidste års ep ‘Link Up & Suede’. Der er endnu ikke sat en officiel udgivelsesdato på projektet, men den skulle gerne lande senere på året.
Læs også: Se YG’s komiske ‘Why You Always Hatin’?’-video med Drake, Kamaiyah og Ty Dolla Sign