Den er uden tvivl smart og det er uden tvivl stærkt, at Mark Zuckerberg ved siden af arbejdet på Facebook har haft tid til at bygge en kunstigt intelligent, stemmestyret robot (læs: app, der forstår kommandoer), der kan styre elektriske anordninger i Facebook-direktørens hjem. Men nogen stor skuespiller – eller bare karismatisk taler – bliver Zuckerberg vist aldrig.
Gennem tre ret akavede og søgt sjove videoer forklarer Zuckerberg, hvordan Jarvis virker. Og ja, Jarvis er opkaldt efter Jarvis fra ‘Iron-Man’-filmene. Og ja, det er Morgan Freeman, som Mark Zuckerberg har fået til at lægge stemme til husalfen.
Og hvor videoerne bliver lidt tåkrummende, er Jarvis i sig selv til gengæld imponerende. Jarvis kan blandt andet vække dig om morgenen, underholde dit barn, skyde tøj i ansigtet på dig og riste dit brød. Det kræver naturligvis, at alle dine elektriske devices er koblet på internettet, men det er samtidig en ‘Wallace & Gromit’-lignende verden, der er okay fascinerende.
Zuckerberg annoncerede målsætningen først på året, som det faste årlige projekt han har. Nu er Jarvis så klar til at blive præsenteret for verden. Hvorvidt han drømmer om at gøre Jarvis-appen tilgængelig for hele verden er dog stadig uvist.
Læs også: Arvingen til internet-tronen er født: Mark Zuckerberg har fået en baby