Filmbranchen er i opbrud, det er blevet lettere at lave film end nogensinde, og alle snakker om mulighederne for, undskyld popordet, at disrupte hele lortet nedefra. Og alligevel har vi ventet på kroneksemplet, der i praksis anviser en ny vej for dansk film.
Men nu er det her!
Filmen hedder ’Mens vi lever’, og den er lavet af en grøn instruktør helt uden om de etablerede systemer og med et væld af friske ansigter på rollelisten. For to millioner kroner, hvilket er… ingenting! De fleste danske film koster mindst fem-seks gange så meget, de er dybt afhængige af statskroner, og som regel skal talenterne gå igennem et væld af kortfilm og støtteansøgninger, før de får chancen i det lange format. Og når der endelig kommer dristige gør-det-selv-lowbudget-film får de premiere i halvanden biograf og bliver set af omtrent lige så mange mennesker.
Netop derfor er ’Mens vi lever’ et unikum. Når den får dansk premiere den 26. oktober, kommer den sandsynligvis ud i 70-80 biografer landet over, helt uhørt for en film af dens størrelse. Og der er alt mulig grund til at tro, at den kan slå alle rekorder, hvad angår solgte biografbilletter per budgetkrone.
Filmen er netop blevet vist ved en hemmelig visning for udvalgte internationale markedsfolk i Cannes, og reaktionerne har været særdeles positive, meddeler Tine Klint, direktør hos salgsagenten Level K.
»Alle tilbagemeldinger fra de internationale distributører lyder, at det er en skide god film. Folk bliver berørt på en ret usædvanlig måde og bemærker, at den er flot struktureret«, siger hun.
Og det er lige netop bedste af det hele: ’Mens vi lever’ er rigtigt vellykket.
Den udspiller sig i to forskellige spor. I det ene er Sebastian Jessen den introverte Kristian, der arbejder som fisker på den jyske vestkyst, men tvinges tilbage til barndomsbyen Helsinge, da hans far opsøger ham efter mange år og fortæller, at en vis Peter (Nicolas Bro) ligger på hospitalet. I det andet følger vi gymnasieeleverne Tobias (Nikolaj Groth) og Sabine (Marie Boda) forelske sig.
Strukturen i ’Mens vi lever’ er i sig selv forfriskende anderledes, og Mehdi Avaz og hans bror Milad, der har skrevet manuskriptet, fletter de to parallelle fortællespor sammen med stor elegance – og i sidste ende med effektiv emotionel slagkraft som en slags dansk udgave af ’Manchester by the Sea’, noget mere bastant i replikker og plotdrejninger, men Kenneth Lonergans verdensklasseniveau kan man trods alt heller ikke forvente sig af en billig dansk debutfilm.
Hvad forbindelsen er mellem de to fortællinger, skal naturligvis ikke røbes her, men det går op i en højere enhed, og de unge spillere – Sebastian Jessen, Julie Christiansen, Marie Boda, Nikolaj Groth – leverer troværdigt spil over hele linjen. Det er rart at se en så markant afvigelse fra Tordenskjolds soldater.
Det allermest spændende ved ’Mens vi lever’ er dog, at det er en mainstream-film, der vil noget og ikke er bange for at slå på de store følelser. Den er mere Susanne Bier end Lars von Trier. Og den slags har vi også hårdt brug for, især i en tid, hvor vores største kvalitetsmainstreaminstruktører (Bier, Lone Scherfig, Ole Christian Madsen, Per Fly, Nikolaj Arcel) har søgt mod udlandet.
35-årige, iranskfødte Mehdi Avaz, der kom til landet i 1992, har instrueret reklamer og musikvideoer i mange år, men her træder han ind på scenen som et af de mest spændende navne i dansk film, der tilmed selv har skaffet private penge nok til at gøre filmen mulig. Der er ikke noget at sige til, at han allerede har sine næste projekter linet op, som utvivlsomt vil få langt mere opbakning fra de etablerede systemer, der ikke troede på, at han kunne lave en spillefilm for blot to millioner.
Men med sin ’Helsinge by the Sea’ viser Avaz-brødrene, at man kan lave flotte, professionelle og veldrejede film rettet mod et stort publikum for ingen verdens penge.
Og når ingen danske film konkurrer om priser i Cannes i år, er der al mulig grund til at glæde sig over, at en film som ’Mens vi lever’ imponerer de udenlandske indkøbere på den anden side af den røde løber. Nu skal folkene bag forsøge at få den ud på de store festivaler, som kan give filmen det stempel, der er afgørende, når man hverken har stjerner foran eller bag kameraet eller bevæger sig i genreland som horror eller thriller.
Avaz-brødrene erobrer ikke kun Danmark, men verden.