Da den famøse #MeToo-bølge opstod sidste efterår, pustede det som bekendt nyt liv i Dylan Farrows seksuelle krænkelsesanklager mod sin adoptivfar Woody Allen, som instruktøren i sin tid blev frifundet for. Flere af Allens tidligere samarbejdspartnere lagde hurtigt afstand til ham.
Siden årsskiftet har blandt andre Greta Gerwig og Ellen Page offentligt udtrykt fortrydelse over at have medvirket i hans film, mens folk som Cate Blanchett, Diane Keaton og Alec Baldwin har bakket ham op.
Nu er det blevet Javer Bardems tur til at vælge side. Skuespilleren, der medvirkede i ’Vicky Cristina Barcelona’, kunne i et interview med franske Paris Match fortælle, at han »absolut ikke« skammede sig over sit arbejde med Allen.
»Hvis der var bevis for, at Woody Allen var skyldig, ja, så ville jeg være stoppet med at arbejde sammen med ham, men jeg har min tvivl«, forklarede han.
»Jeg er meget chokeret over den her pludselige behandling. Retssager i New York og Connecticut fandt ham uskyldig. Den juridiske situation i dag er den samme som i 2007«.
Også Allens kommende film, ’A Rainy Day in New York’, er blevet ramt af mistro til instruktøren. To af skuespillerne, Timothée Chalamet og Rebecca Hall, har således allerede doneret deres løn for filmen til velgørende formål.
Filmens amerikanske biografdistribution, som varetages af Amazon, kan desuden være i fare, fortalte flere insider-kilder tilbage i januar. Den har endnu ikke fået en premieredato.
Læs også: Dylan Farrow anklager Justin Timberlake for hykleri af værste skuffe efter Woody Allen-samarbejde