1. Kwamie Liv ’Sweet Like Brandy’
I marts afslørede Kwamie Liv, at hendes debutalbum omsider lander i juni. Tilløbet starter officielt med den varmblodede ’Sweet Like Brandy’, hvor Livs cognacbrændte røst danser dovent om spanske guitarstrenge. Sangerinden har i øvrigt selv instrueret den langtidssimrende, sensuelle musikvideo: »Jeg har altid været draget af billeder, der giver sig tid. Med musikvideoen (…) ville jeg skabe en stribe bevægende fotografier, der opførte sig som et nøglehul ind i en verden, hvor to mennesker mødes og bare er«.
2. Mr Eazi feat. Giggs ‘London Town’
Det bedste fra to verdener mødes på ’London Town’, hvor den fremadstormende nigerianske sanger Mr Eazi krydser klinger med grime-sværvægteren Giggs. Førstnævntes sang tilfører tracket en nærmest pandemisk, vestafrikansk melodi, mens sidstnævntes basstemme lyder som permafrost på mikrofon. ’London Town’ er fra Mr Eazis kommende ep ’Life is Eazi Vol. 2 – Lagos to London’.
3. Nine Inch Nails ‘God Break Down the Door’
Selv om Trent Reznor kan sin vej rundt om både instrumenter og forskellige stilretninger inden for metal, alternativ rock og elektroniske flader, lander ’God Break Down the Door’ alligevel som lidt af en overraskelse. Nummeret gennemsyres af techno- og drum n’ bass-elementer, der ligger et par boldgader væk fra Nine Inch Nails’ ellers industrielle varemærke. Singlen er fra gruppens kommende album ’Bad Witch’ (22. juni) og kan højst sandsynligt opleves live på Roskilde Festival, når Nine Inch Nails indtager Arena onsdag den 4. juli.
4. Gilli ‘Frero’
Gilli er tilbage med to sommersmaskere i ’Mon P’tit Loup’ og ’Frero’. Særligt ’Frero’ gør flot figur og fortsætter ned ad samme melodiske sti, han trådte ind på for omtrent halvandet år siden. Spansk guitar bærer omkvædet, riddim-trommer omgærder den insulære vibe, mens en underliggende melankoli danner den afgørende kontrast, som producer Hennedub kan til fingerspidserne.
Hør sangen på Spotify HER.
5. Maggie Rogers ’Fallingwater’
Tingene er gået mere end hurtigt for naboens datter Maggie Rogers, der tændte julelys i øjnene på selveste Pharrell i 2016. Siden debuterede den natursamplende sangerinde med en formfuldendt ep, som nu følges op med endnu en naturskelende sangblomst. På ’Fallingwater’ lyder både vokal og lyrik bedre end nogensinde: »I never loved you fully in the way I could / I fought the current running just the way you would / and now I’m stuck upstream«.
6. Silk City feat. Daniel Merriweather ‘Only Can Get Better’
Silk City er navnet på Mark Ronson og Diplos nye duo, som på debutsinglen ’Only Can Get Better’ hiver den australske r’n’b-sanger Daniel Merriweather med til en rendyrket solstråle af et housenummer. Man fornemmer især Ronsons lo-fi-retrofile 70’er- og 80’er-tendenser her, der bløder en anelse over i Diplos flair for EDM. Snitfladen de to producere imellem er perfekt.
7. ASAP Rocky feat. Skepta ’Praise the Lord (Da Shine)’
Udtrykkene og gæsterne på ASAP Rockys nyankomne ’Testing’ spræller i vidt forskellige retninger. Nogle af numrene skal lige sætte sig, men så er der ’Praise the Lord’ med Skepta: En usædvanlig banger, der ælter dyb bas sammen med panfløjte. Ikke så meget pis her, det er en certificeret partystarter.
8. Coco O. ‘Dolceaqua’
Den svingende popsoul, som Coco O. gjorde sig i under duoen Quadron, er pist væk på hendes nye dobbeltsingle ’Dolceaqua’. Den består af sangene ’Bled for You’ og ’A Minor Detail’, der begge er så folkprægede og nedbarberede, at hendes ømskindede vokal tager spotlyset. Coco siger selv om dobbeltsinglen: »Med mine nye sange valgte jeg at søge tilbage til min styrke – min stemme og en simpel tilgang til kompositionerne. Det føles som det rigtige og mest ærlige for mig«.
Hør sangene på Spotify HER.
9. D. Brooks Exclusive feat. Valee, KD Young Cocky & King Louie ‘This and That’
Tag ikke fejl, hvis navnet D. Brooks Exclusive ikke umiddelbart ringer en klokke: Han er en af de toneangivende producere bag Chicagos nye hiphopkuld, der tæller rappere som Lil Durk, Lil Herb og Dreezy. På ’This and That’ er han imidlertid anført som hovedafsender, hvor bysbørnene King Louie, KD Young Cocky og G.O.O.D. Music-opkomlingen Valee veksler replikker over et ribbensknusende beat.
10. John Mesh ‘True Hits’
Bag kunstnernavnet John Mesh står Jack Kilburn, der tidligere udgjorde den ene halvdel af dreampop-duoen Slowes. I slipstrømmen på deres opløsning står Kilburn nu klar som solist med forkærlighed for en mere kitschet variant af poppen, der også skeler til kunstnere som Sébastien Tellier, Nick Cave og Johnny Hallyday. Resultatet er den selvironiske debutsingle ’True Hits’, som kredser om, hvor genial og larger-than-life John Mesh er.
Hør sangen på Spotify HER.
Læs også: Hør ugens ni vigtigste nye album – bl.a. ASAP Rocky og Pusha T