Barselona udgav tilbage i marts den stærke ep ‘Sommerkys’, hvor gråvejret fandt vej til gruppens ellers solskinsfyldte lydunivers. Og allerede nu er duoen tilbage med endnu en ny sang ved navn ‘Uberørt’.
Den splittede stemning fra ‘Sommerkys’ fortsætter på dette nye nummer. Instrumentationen er varm og sommerlig, og især riffet på omkvædet leder tankerne hen mod en sommerdag på stranden med en kold drink i hånden.
Teksten er samtidig lettere vemodig og behandler især sommeren som en flugt fra hverdagens problemer: »La’ det ikk’ stå i vejen / la’ det ikk’ gå dig på«, synger Rud Aslak på broen.
Barselona spiller til sommer på blandt andet Smukfest, Musik i Lejet, Wonderfestiwall og Alive Festival.
Læs interview: Barselona skulle vælge: Vil vi være pengemaskiner, popstjerner eller almindelige teenagere?