Der skulle gå fem år, før Richard Madden for alvor trådte ud af Robb Stark-skyggen. Men det er sket i år med den britiske ‘Bodyguard’, som er blevet den mest populære tv-serie i hjemlandet i årevis og også er blevet lidt af et fænomen i andre lande efter premieren på Netflix.
At Madden samtidig er rygtet til at være favorit som den næste James Bond, gør selvfølgelig ikke virakken om hans navn mindre.
Ikke desto mindre er rollen som tronarvingen til The North i ‘Game of Thrones’ stadig ikonisk – ikke mindst for hans exit i serien i det famøse ‘The Red Wedding’-afsnit, hvor omtrent halvdelen af Stark-klanen blev udraderet. Ahem, spoiler alert.
Sidst han så scenen, græd Madden som pisket, fortæller han i en ny video for GQ, hvor han genser scenen, denne gang lidt mindre grådlabilt. »Jeg synes, det er virkelig uforskammet, at I har tvunget mig til at se den«, siger han med et glimt i øjet og fortæller derefter sobert om scenens tilblivelse, mens han overværer den. Han kommer omkring alt fra Coldplay-trommeslager til falsk blod og en meget underlig flyvetur hjem efter optagelserne.
Madden fortæller, at han stadig ser serien, men nærmest har glemt, at han var med i den. Til april vender ‘Game of Thrones’ tilbage med sidste sæson.
Læs også: ‘Bodyguard’ på Netflix røber, om Richard Madden kan blive en god James Bond