’Bodyguard’: Britisk seriefænomen er slet og ret binge-worthy
Skulle nogen være i tvivl, er ’Bodyguard’ ikke en serieversion af ’The Bodyguard’ fra 1992 med Kevin Costner og Whitney Houston. Det kunne man ellers nemt tro i disse reboot, remake og restart-tider.
Den nye ’Bodyguard’, der blev et decideret fænomen i hjemlandet England, da den blev vist på BBC i september, er derimod et nervepirrende drama, der fra start holder publikum i et jerngreb og kun sjældent giver pusterum i løbet af fortællingens seks timelange afsnit.
Vi følger politimanden og ekssoldaten David Budd, spillet af Robert Madden, som de fleste vil kende som Robb Stark fra ’Game of Thrones’. Allerede fra åbningsscenen driver intensiteten ned af togruderne, da Budd på vej med sine børn i et tog må overtale en selvmordsbomber til ikke at detonere sin bombevest – og samtidig redde hendes liv fra sikkerhedsstyrkernes snigskytter. Det er en heftig scene, hvor man måske nok kan ane udfaldet, men alligevel glemmer at trække vejret, indtil det er forbi.
Maddens portræt af en PTSD-ramt krigsveteran er både underspillet og detaljerig. Der er en subtil utilregnelighed på spil i hans mimik, som føjer interessante dimensioner til afsnittenes suspense, hvor også lydsiden konstant kvalificerer den uro og spænding, som konstituerer hovedpersonens sind.
Budd bliver efter bombedramaet forfremmet til bodyguard for den kyniske og magtfokuserede indenrigsminister Julie Montague, spillet med en rammende arrogant ro af Keeley Hawes. Montague er frontfigur for en politisk diskurs, der arbejder for øgede beføjelser til bekæmpelse af terrorisme og kriminalitet. Vi taler indgriben i privatlivet i den nationale sikkerheds navn – og en utvetydig billigelse af krigsindsatsen i Afghanistan og Irak, som Budd afskyer helt ind til benet.
Denne dynamik – Budd foragter Julie, samtidig med at hun efterhånden kommer under huden på ham – danner grobund for et fængslende drama, hvor det personlige og politiske hvirvles ind i hinanden. Med en række dramatiske terroraktioner undersøger serien forholdet mellem magt, politik og de konsekvenser, magtspillet har på alle niveauer. Læg hertil et klassisk ’who-dunnit’-drive, sammensværgelser til den store guldmedalje samt effektive plottwists – ja, så er fundamentet for god og intelligent underholdning lagt.
’Bodyguard’ er slet og ret binge-worthy. Efter hvert afsnit hungrer man efter mere. Serien leger med ens fordomme og forventninger og spinder det hele i en plotstruktur, hvor forvirring og overraskelse lurer om hvert et hjørne.
Som politisk krimithriller fungerer den netop godt i gråzonerne. Intet er sorthvidt, og fortællingen føles yderst aktuel i dagens politiske klima. Det er komplekst og gribende.
Desværre ender sidste afsnit på et lavpunkt. Der skal naturligvis ikke spoiles her, men slutningen erstatter én fordom med en anden, og twistet fremstår umotiveret. Vi ender således i tågen. Men vejen dertil er neglebidende.
Kort sagt:
Den britiske serie ’Bodyguard’ er et nervepirrende krimidrama, hvor man konstant hungrer efter mere. Desværre ender den problematisk.
Læs også: ‘Bodyguard’ røber, om Richard Madden kan blive en god James Bond