Tiderne skifter i musikbranchen. Det burde ikke være gået nogens næse forbi. Og lige siden Billboard i slutningen af 2014 begyndte at inkorporere streaming i deres hitlister for både sange og album, har musikindustrien været underlagt streamingtjenesternes magt.
I disse tider behøver man slet ikke at sælge sit album for at gå nummer et på albumhitlisten – man skal bare sørge for at streame rigtig godt. Det har A Boogie Wit Da Hoodie netop slået fast med syvtommersøm, da hans nye album ‘Hoogie SZN’ netop har slået rekorden for, for få album man rent faktisk kan sælge og stadig gå nummer et på Billboard 200 aka den amerikanske albumhitliste.
‘Hoogie SZN’ har solgt 58.000 såkaldte enheder i en kombination af streaming, Youtube, radio og salg. Ikke et forfærdeligt lavt tal, og ikke det laveste antal enheder nogensinde for et nummer et-album, men ud af regnestykket stammer under 1.000 enheder fra ægte albumsalg: 823 album har rapperen solgt i løbet af den seneste uge, skriver New York Times.
Dét antal er ifølge Billbaord bundrekord, selv om Boogie faktisk ikke skal kigge langt over skulderen for at finde den forhenværende nummer et med dårligst albumsalg. Boogie overtager rekorden fra 21 Savage, som blot ugen før slog rekorden med 3.000 solgte album ud af i alt 65.000 enheder.
Billboard rapporterer, at bundrekorden, før streaming blev inkorporeret på hitlisterne, var besat af Amos Lees ‘Mission Bell’ fra 2011, der solgte 40.000 album for at gå nummer et.
Som sagt: Tiderne skifter.
Læs også: 13 brændende ønsker til musikåret 2019