Vi håber…
1. At der kommer betydeligt mindre drama på den internationale hiphopscene
Vi er seriøst udmattede efter 2018. Kanye-drama, 6ix9ine-sagaen og en endeløs strøm af beef, der mestendels udspillede sig på Instagram Live. Hvis vi aldrig ser to rappere svine hinanden til på en mudret livestream igen, så er det helt fint med os. Legendariske diss-tracks som Pusha-T’s ‘The Story of Adidon’ tager vi til gengæld imod med kyshånd – så kald os bare dobbeltmoralske…
2. At dansk musik tør være mere politisk engageret (gerne i mainstreamen)
Det amerikanske midtvejsvalg fik selv Taylor Swift til at melde politisk kulør, men vi savner noget af samme engagement og stillingtagen på dansk grund. Ja, der er helt klart nogen (Nikoline for eksempel), der tager bladet fra munden, men det ville i den grad være et friskt pust, hvis den danske musik – også den på hitlisterne – turde sige noget mere direkte om det samfund, vi lever i.
3. At Kanye West afslører, at hele 2018 var ét stort performance-act
Måske var det hele bare for sjov? Eller hvad? Det kunne jo være? Ik’? Please? Please sig det hele var for sjov!?
4. At de danske festivaler tager kønsbalancen (mere) alvorligt
Nogle er gode, nogle er mindre gode. Vi har ikke løsningen på problemet, og vi siger heller ikke, at man skal gå lige så drastisk til værks som Primavera. Men lad os prøve at tale om initativer frem for at komme med undskyldninger.
5. At de unge rappere begynder at gå op i koncerten på lige fod med showet
Det er en fed udvikling, at hiphopkoncerter er gået fra at være statiske og lidt stenede oplevelser til hyperenergiske moshpit-udskejelser. Det er mindre fedt, at rapperne på scenen ofte glemmer alt om, at de gerne må levere en god koncert, selv om de forreste rækker går amok lige meget hvad.
6. At den globale popmusik bliver ved med at storme frem
Man ved, noget er ved at ændre sig, når selv Drake – verdens største trendrytter – rapper på spansk, som han gjorde på Bad Bunnys ‘Mia’. 2018 har nemlig bevist, at alt ikke behøver være amerikansk for at få succes. Der er plads til flamenco-avantgardister som Rosalía, cremede reggaetoneros som Ozuna og latin trap-stjerner som Bad Bunny. Selv en koreansk supergruppe som BTS har fået global medvind. Forhåbentlig er det her kun begyndelsen til en ægte global musikscene.
7. At vi får bare ét stort, fantastisk, bredt appellerende rockalbum
Tame Impala: Vi kigger på jer… Vi har brug for det. Verden har brug for det. Og vi har brug for en dansk koncert.
8. At der kommer flere kvindelige rappere til i Danmark
Vi håbede faktisk på nogenlunde det samme, da vi for 12 måneder siden så frem mod dansk hiphop anno 2018. Siden da har kvindelige rappere som Cardi B, Cupcakke, Rico Nasty, Cuban Doll, Bhad Bhabie og mange flere brudt mandsdominansen internationalt. Er det ikke snart Danmarks tur?
9. At internettet i mindre grad bliver brugt som en slagmark
Der er egentlig noget sødt ved såkaldte ‘stans’, som man kalder de fans, der er så dedikerede, at det nærmer sig besættelse. For det er da cute, når nogen elsker et idol så meget, at de er klar på at gøre alt for personen. Det er bare ikke specielt nuttet, når der er tale om millioner af stans, der bliver aggressive og ubehagelige mod alt og alle, de føler har såret, fornærmet eller disset deres idol. Faktisk kan det blive decideret grimt, for eksempel når artister som Nicki Minaj bruger deres magt over deres stans til at angribe privatpersoner. Eller når Mac Millers fans anklager hans ekskæreste, Ariana Grande, for at være skyld i hans død. Lad os stoppe det i 2019. Det er ikke cute mere.
10. At rygterne om den endeløse række af prominente album holder stik
Frank Ocean, Rihanna, Ariana Grande, Chance the Rapper, Solange, Kendrick Lamar, The Weeknd.
Listen over potentielle gigaalbum i 2019 er så lang, men vi mangler stadig officielle datoer på stort set det hele. Lad nu please bare halvdelen af alle de her rygter holde vand, så skal vi nok få et godt 2019. Og måske det også bliver året, hvor Hans Philip solodebuterer? Eller vi får et debutalbum fra Gilli?
11. At popmusikken igen kan lære at være glad
Hiphop er blevet popmusikkens dominerende kraft, og hiphoppen har længe været styret af melankoli og andre dystre følelser. Så ja, hitlisterne er faktisk mest af alt spækket med mere eller mindre deprimerende musik (som lyder godt). Vi vil gerne have lidt løssluppenhed og god gammeldags sjov tilbage i popmusikken – og så er det jo godt, at Rihanna, Charli XCX, Sigrid og Carly Rae Jepsen alle burde komme med album i 2018.
(Læs denne artikel hos Pitchfork for mere)
12. At en dansk hiphopfestival endelig lykkes
Hvorfor skal det være så svært? Hiphoppen er verdens største genre og ungdommen elsker musikken. Det burde være muligt at holde en hiphopfestival, der booker de rigtige navne og taler til publikum i øjenhøjde. Og desuden burde det virkelig være muligt for de her internationale rappere ikke at aflyse halvdelen af de koncerter, de siger ja til. Tænk, hvis der kom en hiphopfestival, der rent faktisk lykkedes med at booke de rette navne på rette tid og sted! Og tænk, hvis dem, der var booket, så rent faktisk dukkede op! Gid vi alle levede i sådan en utopisk verden.
13. At jagten på hitlistesucces via alt for lange album stilner lidt af
I 2018 fik vi ikke kun Post Malone og Migos‘ megaalbum, der var gudhjælpemig også en dobbeltudgivelse fra Drake og Rae Sremmurds trippel-album ‘SR3MM‘! Det er altså for meget – og det virker rimelig åbenlyst, at de alt for lange album er kreeret for at skabe succes på hitlisterne, hvor det samlede antal streams af sange er en faktor. Vi siger ikke, at alle skal lave en Kanye og kun have syv sange per album. Men måske kan vi enes om at finde en gylden mellemvej her?
Læs også: 26 danske album, vi glæder os helt vildt til i 2019
Læs også: De 23 mest ventede udenlandske album i 2019