Efter Ted Bundy-dokumentaren ‘Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes’ i sidste måned ramte Netflix, har den amerikanske 70’er-seriemorder tiltusket sig en gedigen hype fra det hinsides – endda i en sådan grad, at Netflix, hvor dokumentarserien hører hjemme, har udtrykt bekymring over publikums Bundy-besættelse.
Derfor kommer det næppe som nogen overraskelse, at det er de helt store pengepunge, der har været ude, i budkrigen om den kommende Bundy-spillefilm: ’Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile’. Krigen er dog nu afsluttet, da Netflix lagde hele ni millioner dollars og dermed sikrede sig endnu et Bundy-kort til deres stik.
’Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile’ har Zac Efron i hovedrollen som Ted Bundy, hvilket vi fik den første officielle forsmag på i form af en foruroligende trailer forrige uge. Filmen er instrueret af Joe Berlinger, der ligeledes står bag dokumentarserien om seriemorderen, som blev til i forbindelse med instruktørens research til spillefilmen.
Den præcise premieredato for ’Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile’ er endnu ikke offentliggjort, men filmen ventes at ramme streamingtjenesten til efteråret.