Vis dette opslag på Instagram
Balenciagas chefdesigner Demna Gvasalia lader til altid at have haft noget med danske modeller. Siden han bragede ind på modescenen for fire-fem år siden med designkollektivet Vetements, der vendte op og ned på modens regler og magtstrukturer, har han i hvert fald ofte fundet og brugt flere danske ansigter i deres shows.
Det startede med de to unge ansigter, stylisten og modellen Caroline Clante og designeren og modellen Emil Wæde Frederiksen, der gik flere Vetements-shows og var med i lookbooks. Siden har mere kendte modelnavne som Emma Rosenzweig og Lykke May Andersen gået shows for Gvasalia hos Balenciaga, hvor han overtog stillingen som chefdesigner i 2015.
Denne sæson var det så Ayşe Dudu Tepe, der nok mest er kendt som radiovært hos Radio24syv, som dukkede op på catwalken ved brandets SS20-show i Paris i weekenden. Hun har tidligere lavet modeljobs i Danmark for blandt andre Soulland.
Dudu Tepe er faktisk kæreste med førnævnte Emil Wæde Frederiksen, så på den måde er cirklen næsten sluttet omkring Gvasalias danske forbindelse.
Han dykkede i øvrigt igen ned i stereotyper og uniformer, da han gav sit bud på alt fra politiker-jakkesæt til galakjoler – selvfølgelig med hans sædvanlige hang til oversize og næsten aparte silhuetter.
Se hele kollektionen hos Vogue.
Læs også: Courtney Loves angreb på Vetements efter Kurt Cobain-plagiat er helt på sin plads