‘The Mandalorian’ har været det helt store trumfkort for den nye streamingtjeneste Disney+ som den første af deres ‘Star Wars’-spinoffs i serieformat.
En af de næste skulle efter sigende være en serie om Obi-Wan Kenobi med Ewan McGregor tilbage i sin rolle fra de originale film, men nu forlyder det, at tilblivelsen er rendt ind i så store problemer, at serien lige nu er sat på helt på hold af Disney. Det skriver Collider og The Hollywood Reporter.
Præproduktionen skulle være startet snart, men holdet har nu fået at vide, at alle planer er aflyst på ubestemt tid. Det skyldes efter sigende, at Lucasfilms præsident Kathleen Kennedy var utilfreds med de to manuskripter, der foreløbigt var skrevet til serien af Hossein Amini (‘Drive’). Lucasfilm leder nu efter nye manuskriptforfattere.
Hvorfor det først er gået op for Kennedy og co., at manuskripterne var et problem, så kort tid før produktionsstart, er uklart. Nogle spekulerer i, at det skyldes, at det gik op for dem, at historien mindede for meget om ‘The Mandalorian’.
Tumulten underbygger blot indtrykket af kaos i kulissen hos Lucasfilm og ‘Star Wars’. Phil Lord og Christopher Miller røg ud før tid på ‘Solo: A Star Wars Story’-filmen, der endte med at blive det første reelle flop i ‘Star Wars’-regi. Josh Trank blev fyret fra en Boba Fett-film, som nu sandsynligvis ikke ser dagens lys. Gareth Edwards blev underløbet på ‘Rogue One’, som i stedet blev kørt i mål af Tony Gilroy. Colin Trevorrow forlod ‘Episode IX’ tidligt i processen, og ‘Game of Thrones’-skabere D.B. Weiss og Dave Benioff skred fra deres planlagte ‘Star Wars’-trilogi, fordi de havde fået for travlt med deres nye aftale hos Netflix.
Skal man være venlig, kan man sige, at de mange uheldige forløb vidner om, at Kennedy tager sin rolle som beskytter af ‘Star Wars’-brandet meget seriøst.
Men man kan også se det sådan, at hun famler i blinde og er ude af stand til at vælge de rigtige projekter til de rigtige folk. Noget kan tyde på, at Disneys topchefer mener det sidste, for i hvert fald er Marvel-guru Kevin Feige blevet sat på sagen at styre ‘Star Wars’-franchisen ind i fremtiden sammen med Kennedy (foreløbigt). Og der er næppe nogen tvivl om, at Disney ikke bryder sig om de mange overskrifter om slinger i valsen – topchef Bob Iger er kendt for at køre et særdeles tight ship.
Den sidste film i den officielle ‘Star Wars’-trilogi, ‘The Rise of Skywalker’, tjente mange penge, men dog markant færre end de to første i trilogien, hvilket også kan give anledning til bekymring over, hvor rumskibet skal styres hen de kommende år.
Det forlyder, at Ewan McGregor stadig er tilknyttet Obi-Wan Kenobi-serien, som således stadig lever, selvom den lige nu befinder sig i et vakuum.