Selvom afslutningen af ’Game of Thrones’ skuffede mange af seriens fans, gjorde det ikke skaberne, David Benioff og D. B. Weiss mindre populære i film- og tv-branchen.
I sommer skrev bagmændene til ’Game of Thrones’ nemlig en milliardkontrakt med Netflix, som nu dog har nødsaget dem til at parkere et andet prestigefyldt projekt: Den kommende ’Star Wars’-trilogi.
Netflix vandt i august budkrigen om det populære makkerpar, der også var eftertragtede af Amazon og Disney, og måtte punge ud med 200 millioner dollars, svarende til over 1,3 milliarder kroner. Allerede da aftalen med streaminggiganten blev indgået, satte mange spørgsmålstegn ved fremtiden for deres påbegyndte ’Star Wars’-projekt. Det var derfor fra start af en mulighed, at Netflix-kontrakten ikke ville give dem plads til så stor en kreativ forpligtelse andetsteds.
Benioff og Weiss nåede at være tilknyttet ’Star Wars’-projektet i et år og stod til at påbegynde filmene i 2022. Til mediet Deadline har de bekræftet, at de er blevet nødt til at bakke ud af deres drengedrøm:
»Vi elsker ’Star Wars’. Da George Lucas byggede det univers, byggede han også os op. At få lov til at tale om ’Star Wars’ med ham og det nuværende ’Star Wars’-team var utroligt i en grad, vi aldrig havde turdet håbe på, og vi vil altid stå i gæld til sagaen, som ændrede alt… Men der er ikke nok timer i døgnet, og vi kunne ikke yde retfærdighed til både ’Star Wars’ og vores Netflix-projekter. Så til vores store fortrydelse må vi trække os«.
Den trilogi, Benioff og Weiss skulle have skabt, var et spinoff med nye karakterer, og altså ikke en del af den oprindelige saga, der senest blev udvidet med ’The Last Jedi’ og som til december får sin afslutning med ’The Rise of Skywalker’.
Der lader dog ikke til at være ondt blod forbundet med bruddet, og direktøren for Lucasfilm, Kathleen Kennedy, holder døren åben for et fremtidigt samarbejde:
»David Benioff og Dan Weiss er vidunderlige historiefortællere. Vi håber på at få dem med på rejsen senere hen, når de har mulighed for at finde luft i deres travle tidsplan til at fokusere på ’Star Wars’«, fortæller hun i en udtalelse til Deadline.
Læs også: Første Streamingkrig brød ud i 2010’erne – og seerne kan både ende som vindere og tabere
Læs også: De 25 vigtigste serier i 2010’erne