‘The Gentlemen’: Colin Farrell er den store oplevelse i Guy Ritchies nye gangsterkomedie
I gangsterkomedierne ‘Lock, Stock and Two Smoking Barrels’ og ‘Snatch’ skabte Guy Ritchie et helt særligt univers, hvor originale karakterer, humoristisk dialog og en overlegen stil var så cool, at det aldrig er lykkedes nogen af de talrige imitatorer at gøre ham kunsten efter.
Nu vender den britiske instruktør tilbage til genren, han i sin tid perfektionerede, og ensemblet i ‘The Gentlemen’ inkluderer blandt andre Matthew McConaughey som den succesfulde hashhandler Mickey, Jeremy Strong fra ‘Succession‘ som milliardæren Matthew Berger og Henry Golding fra ‘Crazy Rich Asians’ som gangsteren Dry Eye.
Både Berger og Dry Eye pønser på at overtage Mickeys forretning. Og filmens plot består af en masse flashbacks fra en rammehistorie, hvor den kyniske privatdetektiv Fletcher (Hugh Grant), der er blevet hyret af den magtfulde tabloidredaktør Big Dave (Eddie Marsan), forsøger at afpresse Mickey gennem Ray (Charlie Hunnam fra ‘Sons of Anarchy’ og Ritchies ‘King Arthur’), der som Mickeys højre hånd også rydder op, da en gruppe unge bryder ind i en af de skjulte lagerhaller, hvor Mickey dyrker sine euforiserende planter.
McConaugheys glimrende præstation hverken af- eller bekræfter, hvorvidt hans McConaissance, der efter Oscar-nomineringen for ‘Dallas Buyers Club’ i 2014 toppede med ‘True Detective’ og ‘Interstellar‘, er endegyldigt forbi eller ej, mens der er pondus bag, når Michelle Dockery fra ‘Downton Abbey‘, som spiller Mickeys kone Rosalind, truer folk på livet uden at fortrække en mine.
Men det er Colin Farrell, der stjæler billedet med knivskarp komisk timing som Coach, de unge indbrudstyves MMA-træner, der kommer dem til undsætning. Han er så reel, som en kriminel nu engang kan være, men bag vintage-brillerne og hans tilbagelænede attitude står en mand, man virkelig bør tage sig i agt for at komme på tværs af.
Farrells mindeværdige karakter er dog en undtagelse i filmen, for generelt lader Ritchie til at have mistet eller opbrugt sit store talent for at skrive sprøde dialoger og seje karakterer. »Unlike the salt and pepper, it’s not on the table« er blot én af de replikker, der lader en del tilbage at ønske, og at kalde en bikarakter for Phuk er overraskende fladpandet.
Men selvom Guy Ritchie anno 2020 kun er en skygge af sig selv på dette punkt, er det samtidig også som manuskriptforfatter, at han viser gode takter fra fordums storform. ‘The Gentlemen’, der er fyldt til randen med små, legesyge fortællemæssige krumspring, er nemlig imponerende fermt skruet sammen.
Kort sagt:
Selvom Guy Ritchie ikke genfinder magien fra nyklassikerne fra starten af karrieren, gør de underholdende forviklinger i ‘The Gentlemen’ den til en af de mest vellykkede film i hans oeuvre.