’Downton Abbey’: »Jeg labbede den i mig som high tea på The Ritz«
Lad os først få én ting på det rene: ’Downton Abbey’ the movie er eksklusivt forbeholdt seriens fans.
Filmen er en direkte forlængelse af BBC-hittets sjette og sidste sæson, og udenforstående vil stille sig lige så forvirrede over for myriaden af upstairs/downstairs-karakterer, in-joke-referencer og sammenfiltrede plottråde, som Lady Violet engang studsede over konceptet »weekend« (fangede du ikke den, er du allerede hægtet af – Sorry old chap, som Lord Grantham ville sige).
Spillefilm skåret over populære serier er en tilbagevendende Hollywood-tendens, og lige nu er der særligt knald på kedlen med HBO’s ’Deadwood’-film, Zach Galifianakis’ ’Between Two Ferns: The Movie’, ’Breaking Bad’-filmen ’El Camino’, Sopranos-prequel’en ’The Many Saints of Newark’ og endnu et ’Charlie’s Angels’-reboot.
Med undtagelse af sidstnævnte er det de færreste titler, der kan ses separat fra forlægget, men det skal ingenlunde kaste skygger over ’Downton Abbey’, der gjorde mine bange fan-anelser om et ’SATC 2’-makværk til skamme med et skud high tea-hygge direkte i nervebanerne.
Serieskaber Julian Fellowes – som for 18 år siden vandt en Oscar for sit manuskript til Robert Altmans tonalt beslægtede perle ’Gosford Park’ – er tilbage ved tastaturet, og det samme er så godt som hele den Downton’ske familie, høj som lav, stinkende rig som kæk køkkenhjælp.
Mary (Michelle Dockery) og den irske rebel turned britisk lord-in-spe Tom (Allen Leech) hjælper fortsat med at holde Downton kørende, men nye tider bobler under klassedogmernes økonomiske fundament, og især Mary tvivler på, om det giver mening at holde traditionerne i hævd, eller om downsizing er vejen frem. Grublerier, der sættes på spidsen, da selveste hans kongelige højhed og dronning af England melder deres ankomst til middag og sleepover.
My goodness!
Husholdningen er på den anden ende, Mrs. Patmores kinder blusser over komfuret, og da Mary fornemmer, at overbutler Thomas (Robert James-Collier, stadig glat, men mindre ålet) ryster på hånden over for hoffets diktatoriske lakajer, hidkalder hun pensionerede Carson (Jim Carter) til at styre løjerne. Til Thomas’ uddelte – og for en gangs skyld helt forståelige – irritation.
James-Colliers ensomme homoseksuelle tjener fik en noget fesen slutning i serien, men det retter Fellowes i høj grad op på her, hvor Thomas står i spidsen for et af de mest fremtrædende sideplot, der kæler kærligt for fanaffektionerne. Langt mindre interessant er irriterende Ediths (Laura Carmichael) ligegyldige hausfrau-frustrationer, mens Mary har overraskende lidt at lave, hvorfor hun glider tilbage mod den snobbede stereotyp, serien ellers brugte år på at nuancere (en kommentar om at fyre Thomas efter en fræk bemærkning fremstår totalt malplaceret oven på dennes heroiske redning af Edith under branden i femte sæson).
Toms iltre fortid bringes i spil igen, igen (kan han tøjle sit oprørsblod, når monarken banker på?), ligesom han også igen, igen, igen sender lumre blikke efter en smuk ungmø fra de lavere klasser, her i skikkelse af tjenestepigen Lucy (Tuppence Middleton). Stakkels Tom har trængt til at få noget på den dumme siden 1920, men jeg havde altså stadig helst set ham hooke op med svigerinden Mary tilbage i sjette sæson.
Filmens største stjerne er ikke overraskende seriens grand dame aka. den virkelige Dame Maggie Smith som Violet, hvis uforligneligt tørre repliklevering er en kilde til lige dele spydig livsvisdom og istapsbeklædte comebacks, der fryder uden på noget tidspunkt at drukne personligheden bag memet. Smith er en britisk nationalskat, og med Violet har hun og Fellowes skabt en ikonisk karakter, man allerede savner under rulleteksterne. Keep calm and carry on, kære Dame!
Det giver sig selv, at filmformen ikke levner plads til at folde samtlige af persongalleriets skæbnehistorier ud, men efter den noget gumpetunge sidste sæson – for slet ikke at tale om Bates-parrets ulideligt lange sørgemarch i midten af serien – klæder det i den grad ’Downton Abbey’ at skære ind til benet ud fra Fellowes »if it ain’t broke«-filosofi, der vægter genkendelighed frem for forcerede blockbuster-gimmicks og Abu Dabi-springture for at fylde biograflærredets dimensioner ud (ud fra misforståede formodninger om, at springet fra tv-skærm til bio nødvendigvis kalder på hysterisk kommercialiserede makeovers og vildt svingende armbevægelser).
Glaseringen er vel tyk, but of course, men filmen er ikke desto mindre så charmerende, scenografien glamourøst, mundvandsinducerende Baz Luhrmann’sk lækker og aftenkjolerne nærmest distraherende smukke, at man ser igennem fingre med sukkerlagen. For en inkarneret fan føles det som at komme hjem i to hyggeeskapistiske timer, og jeg havde dårligt turdet håbe på mere.
Men da kendingsmusikken nåede sit crescendo i finalen, vejrede min 2019-næse pludselig en snert af Brexit-aktualitet.
Ville jeg have tænkt tanken for fem år siden? Formentlig ikke. Men bag ’Downton’s grandiose facade lurer et nostalgisk forsvar for den britiske overklasse som beskyttere af engelsk historie og lillebysamfundene på landet, der – ifølge ’Downton’-logik – dårligt kunne eksistere uden godserne og kongehuset til at give masserne noget at se op til i en grå hverdag.
Så kan Daisy og Tom væve nok så ivrigt om fremskridt og individualisme, for selvom ’Downton Abbey’s beboere ganske vist giver køb på en vis stolthed og fordom for at favne hinandens forskelligheder – og kvinderne udfordrer patriarkatets støvede suverænitet i slowmotion – går resten af dagen stadig med at polere adelsetablissementet med samme nidkærhed, som royalisten Mr. Molesley pudser sølvtøjet i kælderen.
Men det er et bittert opstød til en anden god gang.
Kort sagt:
’Downton Abbey’ er kærligt kræs for fanpaletten – og kun fansene – der på underholdende og overraskende vellykket vis ælter seriens løser ender til en fuldfed kransekage med gallionsfiguren Lady Violet som OL-mester i snappy comebacks. Jeg labbede det i mig som high tea på The Ritz.