I januar lancerede Red Bull og Muf10 en ny talentkonkurrence ved navn ‘Mit kvarter’, der har som formål at finde »den næste store urbanstjerne«. Nu er Tessa blevet annonceret som hovednavn til konkurrencens tre liveshows.
‘Mit kvarter’ har fire trin: Først sender håbefulde rappere audition-videoer ind – dernæst bliver 12 udvalgt til en bootcamp med producer Mike Lowrey – disse 12 optræder så til tre livearrangementer – de bedste går videre til ‘Mit kvarter’-finalen, der bliver afholdt på Red Bulls Distortion-scene.
Trin tre består altså af tre liveshows i henholdsvis Odense, København og Aarhus i maj, og det er her, Tessa kommer ind i billedet som hovednavn. De fire talenter til hvert arrangement får 15 minutter på scenen, inden Hundige-rapperen overtager og giver koncert.
De her arrangementer er altså både talentkonkurrence og Tessa-headliner-koncert i én og samme pakke.
»Jeg kan bare sige, at jeg glæder mig fucking meget til at spille til Red Bull ‘Mit kvarter’! Jeg glæder mig til at se talenterne derude, det tegner virkelig sygt«, siger Tessa i en pressemeddelelse.
Billetter til ‘Mit kvarter’-livearrangementerne koster 100 kr. i forsalg og 150 kr. i døren.
Læs mere om Odense 1. maj på Facebook HER, København 9. maj HER og Aarhus 14. maj HER.