Suspekt havde to af de mest beskidte sange fra deres nye album, ‘Sindssyge ting’, med til Zulu Awards, der fandt sted torsdag, men blev vist på tv søndag aften.
Albertslund-gruppen optrådte nemlig først med 2019-hittet ‘Gonzo’, hvor Orgi-E flirtede heftig med kameraet i bar overkrop, og derefter hev de noget af en kanin op af hatten, da de spillede ‘Vil du med…’ sammen med Tessa, der indtog scenen i en orange latexdragt og med masser af attitude.
Rapperen fra Hundige har ikke engang været aktiv på musikscenen i et år endnu, men viste en imponerende selvsikkerhed, da hun leverede det vers, der meget vel kan cementere hendes status som dansk hiphops næste store stjerne.
Sceneshowet var også pænt overdådigt – Rune Rask sad eksempelvis i en gigantisk ufo og dj’ede, og der blev også sendt ild og røg afsted over scenen ved de allerslibrigste tekstpassager.
Både Suspekt og Tessa vandt desuden priser ved showet. Tessa for bedste nye navn og Suspekt for årets hit med ‘Gonzo’.