’Unorthodox’: Man bliver både dybt berørt og klogere af Netflix-miniserie om religiøs subkultur i New York
»Gud forlangte for meget af mig«, siger 19-årige Esther ’Esty’ Shapiro på et tidspunkt i miniserien ’Unorthodox’. Den handlekraftige unge kvinde, spillet af Shira Haas, flygter fra sit dysfunktionelle ægteskab til Berlin for at finde sin biologiske mor og et nyt liv i Tyskland, hvor hun qua sine bedsteforældres tragiske livshistorie har mulighed for at blive repatrieret.
Således siger hun fra over for den livsbane, der er udmålt til hende som fødemaskine i det ultraortodokse jødiske parallelsamfund i Williamsburg, New York.
’Unorthodox’ er et kighul ind i en fremmedartet verden, med det germansk klingende jiddisch som hovedsprog, baseret på sande erindringer af Deborah Feldman. Vi har læst og hørt om Taleban, Islamisk Stat og diverse farverige kristne parallelsamfund. Med denne serie kan du blive klogere på en ældgammel trosretning, mange af os mest os forbinder med elskelige neurotikere som eksempelvis Woody Allen og Ross Geller fra ’Friends’.
Serien er uden blodsudgydelser og rummer skam både klezmer-bryllupsmusik, mazel tov og de vanvittige hatte, som jøderne bruger ved deres mange højtider. Men graden af forskrifter, dogmer og social kontrol i denne mest vidtgående gren af jødedommen er uhyggelig. Miljøet er fuldt af gamle gubber, der egentlig mest ligner sortklædte julemænd. Alligevel er den sekteriske uhygge her og der helt oppe i det røde felt.
Scenen, hvor Ester skal ses an som brude- og svigerdattermateriale i et supermarked, uden at vide præcis hvem af de andre kunder der betragter hende, giver mere myrekryb end hele ’Midsommar’ – et studie i sekterisk galskab, der på en eller anden måde blegner i sammenligning med denne troværdige historie. Brooklyn-kvarteret Williamsburg er for mange af os synonym med vinylplader og mikrobryggerier. Esther Shapiro skal inden sin flugt fra parallelsamfundet mindes om af sin allierede, at det ikke er et forhekset middelalderslot omgivet af en voldgrav fyldt med krokodiller.
Næsten lige i hælene på Esther til Berlin følger den forladte ægtemand Yanky (Amit Rahav) sammen med den skurkagtige håndlanger Moishe (Jeff Wilbusch), der har yderst verdslig omgang med både spillebuler, prostituerede og alkohol. Det vildfarne føl, Esther, skal tilbage i flokken. Hele serien rummer en høj grad af suspense, da den samtidig med de mange flashbacks til livet i Williamsburg følger de to jødiske knægte, der for at opnå en vis anonymitet ifører sig baseball-kasketetter i deres jagt på afhopperen. Mens de lusker fordækt rundt i byen, får Esther hurtigt en vennekreds omkring et konservatorie, hvor den musikelskende kvinde selv drømmer om at blive studerende.
I hjertet af den ultraortodokse jødedom hviler forestillingen om, at jøderne siden faraonernes tid har været et specielt folk, som er blevet af straffet af Gud, når de har forsøgt at omgås andre mennesker. Fra de russiske progromer i historiebøgerne til Anden Verdenskrigs jødeudryddelse, som den ældste generation i Williamsburgs outsider-minisamfund stadig erindrer. Og instruktør Maria Schrader placerer også små jærtegn i det ellers så lykkeligt frigjorte Berlin, hvor smukke unge mennesker med forskellig etnisk baggrund er jævnbyrdige kammerater, så det kommer tæt på at ligne en Benetton-reklame.
Det jødiske plejehjem, hvor Esthers biologiske mor gør brug af sit efterhånden sparsomme jiddisch, har en sikkerhedsvagt stående uden for. Antageligvis for at forebygge hærværk, hadefuld graffiti og sten gennem ruder. Ved badesøen Wannsee, hvor Esther oplever en slags genfødsel og rensning blandt de andre badegæster, skimter hun også en tysker med en kæmpe nationalistisk rygtatovering. Verdenskrigen og nazismen spøger. Og samtidig er ironien, at Esther selv flere steder nærmest ligner et kz-lejr barn med sit, i rituelt øjemed, kronragede hoved. Hun er blot ikke flygtet fra nazisterne. Hun er flygtet fra sit eget folk.
Man ønsker som seer at følge hovedpersonen i tykt og tyndt. Hun går fra at være konservativt klædt, undertrykt kone til Berliner-hip med korthårsfrisure og knaldrød læbestift. Samtidig er der noget fremmedartet – næsten dværgagtigt og eventyrligt som Oscar i Volker Schlöndorffs ’Bliktrommen’ – over hende.
Flokken af konservatorievenner, som ’Esty’ drages af som møl mod en flamme, er her og der til gengæld lovligt rosenrødt tegnet. Så åbne arme tror jeg ikke på, at selv en gruppe berlinere med blandet kulturel og etnisk herkomst vil være over for en skræmt emigrant, der modsat den øvrige flok ligner et stort skolebarn mere end en flyvefærdig student.
Serien har desuden så mange mellemregninger at gøre op med den jødiske kultur, at den af og til tegner den vestlige kultur lovligt rosenrødt. Alle i Berlin er åbne og imødekommende, der er en stemning af summer of love overalt, ja Esty møder sit nye hjertes udkårne nærmest første gang, hun bestiller en kop kaffe. Men alt andet i serien er skildret med så sikker hånd, at man villigt tilgiver en vis polarisering.
’Unorthodox’ er spækket med skrækblandet kulturel kolorit i Williamsburg-delen og lige dele suspense og håbefuld dannelseshistorie i Berlin. På et tidspunkt skal Esther spille for sine nye venner. Vi forventer, at et fuldfærdigt musiktalent vil brede sine vinger, og at vennerne vil sidde efterladt opløst i tårer og ærefrygt. En pistol dukker op i en anden scene, og man frygter, et blodbad vil blive kulminationen til sidst.
Serien legede flere gange overlegent med mine forventninger og forudsigelser for derefter at gøre dem til skamme. Yanky, Esters gom, er ligeledes faktisk en fin fyr, et ulykkeligt menneske fanget i en mærkelig kultur: Det er tydeligt i scenen, hvor han skal iføre sig en baseballkasket for at falde ind i mængden og kigger sig i spejlet med eksistentiel druknefornemmelse. Jo mere vi lærer ham at kende, går det op for os, at heller ikke han er den liderlige, tyranniske husbond, man ofte forventer i melodramatiske historier om arrangerede ægteskaber.
’Unorthodox’ er en sjældent god chance for at blive underholdt, dybt berørt og klogere på én gang.
Kort sagt:
’Unorthodox’ sparker døren ind til en religiøs subkultur, mange af os er dårligt kendt med. Og får samtidig en medrivende, almengyldig historie ud af Esthers flugt fra det ultraortodokse Williamsburg.