Ganger efter aflyst turné og chat-skabt single: »Vi ser det bare som et benspænd«

Ganger efter aflyst turné og chat-skabt single: »Vi ser det bare som et benspænd«
Ganger (Foto: Petra Kleis)

Det er nok de færreste, der ville bebrejde Ganger for at være lidt trætte af de seneste tre ugers kæmpe livsomvæltning. For inden Corona-krisen ændrede alt, var den alternative danske popkvartet, der sidste år oplevede et fortjent gennembrud på ryggen af debutalbummet ‘Mørk’, ved at planlægge deres optræden til P3 Guld og deres første headliner-turné samt efterfølgende festivalsommer.

Nu er alt aflyst. Alligevel er der ikke nogen sure miner, da jeg fanger bandets frontmand Thomas Bach Skaarup i telefonen midt i at lægge sidste hånd på den nye single, ‘Stu Ywn‘, der udkom i fredags.

»Jeg tror, det er vigtigt at huske på, at vi jo ikke står alene i det her. Det er en hel branche, der er i knæ. Der er folk, som har planlagt meget større ting end os«, siger han.

»Så vi har været rimelig afklarede omkring det, og vi har set det som et benspænd, som vi nærmest altid gør med de udfordringer, der kommer. Altså bare siger okay, så har vi til gengæld mulighed for at fordybe os endnu mere i den her plade, som vi er ved at lave«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Gangers nye single ‘Stu Ywn’

Han lægger dog ikke skjul på, at de højst sandsynligt kommer til at tabe penge, selv om de fleste koncerter forventes at blive rykket til efteråret. Igen påpeger han dog, at der nok er mange, der har det meget værre.

»Det er rigtig mange penge, som vi også skulle bruge til at finansiere vores næste plade med. Det positive er, at vi er i gang med at skabe en karriere, hvor vi kan leve af det, men vi gør det ikke 100 procent endnu, så vi er ikke lige så afhængige af det som for eksempel en lysteknikker eller så mange andre, der arbejder med det professionelt til daglig«, siger Thomas, der ikke håber, at politikerne vælger at bruge færre penge på kulturlivet i den krise, som uundgåeligt kommer til at fortsætte langt efter karantænen.

»Man kan jo sige, at der nu er endnu mere brug for, at der bliver skruet op for kulturstøtten, og mon ikke Mette Frederiksen snart melder noget ud? Det må man da håbe«.

Bizar oplevelse at indspille

Den ekstra tid til fordybelse i arbejdet med det kommende album, ‘Tro’, som Ganger planlægger at udgive i år, har dog også været påvirket af den verdensomspændende krise. Thomas, bandets øvrige medlemmer (Mille Mejer Djernæs Christensen, Ninna Lundberg og Andreas Campbell) samt produceren Anders Boll har nemlig måtte omfavne muligheder som Skype og Zoom for at færdiggøre den nye single.

»Det har været en bizar oplevelse at prøve at indspille det hver for sig. Det har taget meget længere tid, selv om vi i forvejen bruger lang tid på det«.

Ganger live ved sidste års Soundvenue INPUT.

Til gengæld har de nye metoder åbnet op for nogle nye dynamikker, hvor Thomas og Anders måske har måtte afgive noget kontrol.

»Resten af bandet har fået mere frie roller og ansvar og kreativitet for at få det til at spille, og det har de gjort sindssygt godt«, fortæller Thomas og forsøger at tegne et billede af, hvordan Mille i et Zoom-møde har kunnet vise Nina sit arbejde i musikprogrammet Logic og så arbejde på det sammen live trods den fysiske afstand.

»Det er de blevet eksperter i«, som han siger.

Det er især Gangers kendetegnende korharmonier, der har været en væsentlig del af deres lydbillede siden debutsinglen ‘Kometen’ udkom i januar sidste år, som har krævet ekstra arbejde under de nye vilkår. Thomas er dog rigtig glad for resultatet, og han synes også, at man kan høre, at Mille og Ninas kor har fået mere punch og power på singlen ‘Stu Ywn‘.

»Selv om jeg synger lead, så bliver koret sunget med en kraft og overbevisning, som man måske ikke ville gøre, hvis vi stod og indspillede det live, hvilket vi ofte gør«.

»Vi ender med at gå i opløsning«

Processen og afstanden har dog også skabt frustrationer. For selvfølgelig er det sværere at skabe noget, når man ikke kan mærke hinanden på samme måde som normalt, men igen gør Thomas næsten en dyd ud af at se det fra den positive side.

»Der skal være nogle små kriser i alle vores sange. Der skal også være noget deadlinestress, ellers er det, som om folk ikke laver en peak performance«.

Thomas Bach Skaarup. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)
Thomas Bach Skaarup.

Men jeg går ikke ud fra, at I håber på at skulle lave resten af pladen sådan her?
»Nej, det håber jeg fandeme ikke. Så tror jeg, vi ender med at gå i opløsning. Det er sgu for svært. Vi er sådan et projekt og et band, der virkelig elsker at være sammen. Det er den følelse af at være sammen og skabe noget, som giver en energi. Det er bare enormt drænende at sidde med det selv«.

Det gælder især for ‘Tro’, der er anden del af deres albumtrilogi ‘Mørktropisk’ og skal have en lysere stemning end ‘Mørk’, fortæller Thomas. Han har også tidligere fortalt, at det nye album i højere grad skal være et fællesskabsprojekt end debuten, som han meget arbejdede med alene til langt ud på natten i to år.

»Det var en rigtig hård tid for mig, så jeg har brug for – også fordi jeg har fået det bedre – at det også kommer til at afspejle sig i den måde, vi producerer pladen på«, siger han.

»Der bliver forhåbentlig åbnet op snart, så vi kan ses. Vi har alle sammen lyst til bare at knokle på med det«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af