Mens tredje sæson af ’Westworld’ endnu er to afsnit fra sin afslutning, har HBO annonceret, at deres science fiction-flagskibsserie er blevet fornyet med en fjerde sæson.
’Westworld’-skaberne Jonathan Nolan og Lisa Joy fortsætter ufortrødent med en ny sæson af storsatsningen, selvom seertallene på den aktuelle sæson er dalet betragteligt. Ifølge Variety faldt seertallet med hele 57% fra anden sæsons premiereafsnit til tredje sæsons ditto – fra 2,1 millioner seere til 901.000 seere. Et tal, der ikke lader til at være gået opad sidenhen til trods for streamingtjenesternes kronede karantænedage.
»Fra western-temaparken til den teknokratiske metropolis i den nære fremtid har vi helt igennem nydt hvert tvist og drejning fra mester-storytellerne Jonathan Nolan og Lisa Joy,« udtaler HBO’s programchef, Casey Bloys. »Vi kan ikke vente med at se, hvor deres inspirerende vision tager os hen næste gang.
Her på Soundvenue har vores anmelder dog heller ikke været imponeret af den tredje sæson af den storsatsende serie, der ellers lagde ud med en ret sublim, anmelderrost første sæson.