Coronakrisen har vendt op og ned på hele musikbranchen. De fysiske koncerter og festivaler er lukket ned, og i stedet er musikken rykket ud i den digitale verden – på Instagram, livestreams og endda i computerspil.
Nu er Facebook klar med det næste trin i udviklingen, og i en større opdatering har det sociale medie meddelt, at det snart vil blive muligt for arrangører og kunstnere at kræve entre til begivenheder med livevideoer.
Sådan en funktion kan naturligvis bruges til et hav af forskellige arrangementer, og den åbner blandt andet op for, at musikere kan tjene penge på virtuelle koncerter.
Til det knytter der sig en hel masse spørgsmål som: Hvad skal det koste af se en koncert på sin computer? Skal der være begrænset deltagerantal? Skal kunstnere lave turneer for at komme alle tidszoner til gode?
Tiden vil vise, om digitale koncerter med entre rent faktisk bliver en ting. Det kommer nok an på, hvor længe vi skal undvære den ægte vare.