Billie Eilish live-debuterer med ’My Future’ og deler politisk opsang

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Onsdag aften samledes de demokratiske Joe Biden-støtter til Democratic National Convention. Iblandt de deltagende var Billie Eilish og bror Finneas, der sammen med en hund (som kan ses ligge og chille under Eilishs keyboard halvvejs inde i videoen) live-debuterede med Eilishs seneste single, ’My Future’.

Foruden den stærke optræden, hvor nummerets positive fremtidsdrømme i sandhed passede til visionerne, der kom til udtryk under selve eventet, delte Billie Eilish også en direkte opfordring til at stemme imod Trump.

Eilish, der med sine 18 år i år kan stemme for første gang, gjorde det helt klart, hvor hendes sympati ligger i valgkampen: »I har ikke brug for, jeg fortæller jer, at tingene er noget rod. Donald Trump ødelægger vores land og alt, vi holder af. Vi har brug for ledere, der løser problemer som klimaforandring og COVID, ikke benægter dem. Ledere, der vil kæmpe imod systematisk racisme og ulighed«.

Herpå opfordrede Eilish direkte til at stemme på Joe Biden og imod Donald Trump. »Vi er nødt til at stemme, som om vores liv og vores verden afhænger af det – for det gør de.  Den eneste måde at være sikker på fremtiden, er ved at skabe den selv«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af