Mags leverer velskrevne popfortællinger på poleret debutalbum
Den danske popscene spirer, som var det forår. Det pibler frem med særligt nye kvindelige kunstnere, og blandt de blomstrende frø finder vi blandt andre Mags. Den 25-årige artist med det borgelige navn Margrethe Tang er nu – efter en periode med en strøm af gedigne electropopsingler og sidste års ep ’Conversations I’ve had with Myself’ – aktuel med sit selvbetitlede debutalbum.
Gennem albummets ti numre sætter Mags 20’ernes mange forvirrende kærlighedsbekendtskaber under lup, og som lytter kommer man både med forbi festernes forløsende dansegulv og lyssky flirts såvel som de emotionelle tømmermænd, der følger.
Produktionen er stram og præget af mange af de fyldige synthelementer, der er ekstremt tidstypiske – særligt inden for den såkaldte scandipop. Af samme grund får man da også helt tydelige associationer til navne som Sigrid, Tove Lo og Astrid S, og det er bestemt en kompliment, for der bliver virkelig lavet habil pop hos vores nordiske naboer i disse år. Ganske vist er Mags’ vokal væsentlig mindre energisk og mere underspillet, men det klæder egentlig den svulstige produktion meget godt.
Blandt de mest ørefængende sange på albummet må nævnes singlerne ’Ludlow Coffee Supply’ og ’All I Hear (dada)’, hvor især sidstnævntes ordløse omkvæd uundgåeligt vil sætte sig fast i dit hoved. Men faktisk er ’Mags’ mest spændende, når det tør bryde den skudsikre popformular.
Det er særligt det legesyge åbningsnummer, ’I’ll Be In Hell Comparing Myself’, hvor Mags’ lyse og nærmest mekaniske vokal kombineres med pulserende EDM-trommer på samme måde som hos PC music-eksperimentet Hannah Diamond, et virkelig godt eksempel på.
Som sangskriver er Mags virkelig observant, og derfor er hendes tekstunivers også ofte situationelt i samme medrivende stil som hos Taylor Swift. Gennem albummet beskriver hun sine følelser med udgangspunkt i sceniske minder, som det tilfældige møde med en eks på en af New Yorks hippe kaffebarer (’Ludlow Coffee Supply’) eller en forbudt flirt i et køkken (’Your Girlfriend’s in the Bathroom, I’m Trying to Kiss You’).
Det er en sangskrivningsstil, der skaber meget tydelige billeder i lytterens hoved, ligesom det hjælper med at forankre de mange flyvske følelser i konkrete fortællinger.
Af og til kan de tekstlige billeder dog også blive en kende for simple som på slutnummeret, ’Netflix Show’, hvor linjer som »You and I / on episode eight we’re still doing great / you and I / binging day and night while life passes by« bliver en fortænkt og intetsigende metafor for farerne ved at lukke sig inde i en nyforelsket boble.
Samtidig bliver lydbilledet undervejs mere og mere ensformigt. Over halvdelen af albummets numre benytter sig eksempelvis af den allestedsnærværende vocoder, ligesom den polerede produktion lidt for ofte spænder ben for sig selv, når den ubevidst punkterer eller underudvikler de musikalske klimaks, der er så afgørende for den klassiske berettermodels-pop, Mags laver.
Derfor udebliver den totale popeufori desværre også i sidste ende, men det til trods er der stadig masser af velskrevne sangfortællinger og hittække at hente hos Mags.
Kort sagt:
Mags’ debut leverer klassiske, ørefængende popfortællinger med observante tekster og en poleret produktion, der dog undervejs bliver for ensformig og antiklimatisk.