Kesi og Icekiid har fået stablet et stærkt samarbejde på benene den seneste tid. De to rappere har både samarbejdet på ‘Øjne på mig’ fra sidstnævntes ‘Stamina SZN’-ep fra 2019 samt på ‘Baku’ fra Kesis ‘BO4L’-album fra i år. Og nu er de altså klar med endnu en ny single.
For i morges dukkede et nummer ved navn ‘Get the Bag’ nemlig pludselig op på Spotify, efter at en nedtælling havde været i gang på websitet 72-timer.dk.
Dér er der i øvrigt stadig en countdown i gang, så meget tyder på, at denne single ikke er det eneste, de to rappere har tænkt sig at udgive denne uge.
‘Get the Bag’ er en smooth, guitartrap-agtig størrelse, der minder en del om de ekstremt succesfulde sange, Atlanta-rapperne Lil Baby og Gunna har lavet sammen. Og Kesi og Icekiid har også en lignende kemi, hvor deres stemmer flyder perfekt sammen.
Det er desuden en sang, der er en del dybere rent lyrisk end de fleste hiphop-collabs. Kesi rapper for eksempel om dengang, han pjækkede fra skole for at fokusere på musik, mens Icekiid leverer et af sine mest personlige vers til dato:
»Jeg husker dengang, hvor de grinte af mit tøj / grinte af mit tøj, for det ikke var fashion / dengang jeg var ung dansede foran mit spejl / dansede foran spejlet ligesom Michael Jackson«, rapper han blandt andet.