Vi venter stadig på Kanye Wests album ‘Donda’, der skulle være udkommet sidste sommer, men som fortabte sig i en serie af opsigtsvækkende optrin i forbindelse med rapperens præsidentvalgkampagne.
Nu tyder noget på, at der arbejdes på en dokumentarfilm om den intense periode i Wests liv og tilblivelsen af albummet. I hvert fald blev et kort klip fra filmen lækket i går, og det er allerede gået viralt, da man ser West råbe og skrige ad sin ven og kollega Chance the Rapper.
I klippet ser man de to rapstjerner i Wests studie i Wyoming, hvor de er ved at høre albummet. Og allerede Wests påklædning – en skudsikker vest – afslører, at noget er lidt off.
Da Chance nærmer sig Kanye for at tale med ham, begynder West at råbe ad sin ven: »Lyt til albummer eller skrid«, afrunder han svadaen.
Videoen slutter dog med god stemning: Ude foran studiet får West taget et billede med Chance, der beslutter sig for at lette på stemningen: »Vil du høre en ild-joke?«, spørger han og fortsætter: »Ja-Ja-Jalepeño«, hvortil alle knækker sammen af grin.
Der er endnu ikke nogen officiel information om YZY TV’s ‘Donda’-dokumentarfilm, men noget tyder altså på, at der er masser af gyldent materiale i vente. Produceren Dame Dash, som også medvirker i ovenstående klip, er åbenbart en central drivkraft bag produktionen.